Jeg har ikke sovet i et år

sovetietaar

Nej, jeg har ikke sat Kesi på repeat, men det føles lidt sådan.

I nat fik jeg en åbenbaring. Det vil sige, det gjorde jeg faktisk først da jeg vågnede, for jeg genfandt en helt fantastisk følelse: udhvilet.

Jeg havde egentligt glemt, hvordan det føltes, men lad mig fortælle jer, det er fantastisk.

Vores datter Gaia har ikke sovet igennem, sådan rigtigt, i hendes 1 år og 4 måneder på planeten. Der er som regel altid et par gange hver nat, hvor hun ikke lige kan finde sin sut, har fået most sig op i en underlig position i enden af sengen eller bare er lidt grumpy.
Det betyder, at min søvn er blevet afbrudt op til flere gange hver nat, i lidt over et år.

De første 6 måneder var jeg ved at blive sindssyg. Det var ustyrligt hårdt at skulle op hver nat, og den brudte søvn gjorde mig irritabel og underlig i hovedet. Jeg endte i en slags uændret sindstilstand, som mest af alt bestod af træthed og et stærkt begrænset følelsesregister.
Mine glade dage var ikke så glade som før, og mine dårlige dage var ikke så dårlige som de havde været.
Det er både godt og dårligt, men når man bare ligger i midten hele tiden, så bliver det hele bare lidt tåget.

Efter det første halve år, blev det ligesom hverdag. Der var noget stabilitet over det, selvom det virker en smule underligt at sige, om afbrudt søvn. Der var en form for erkendelse af at “det er nok bare sådan jeg er nu, så”.

Men så i nat skete der noget. Gaia vågnede først kl. 05.00 (ja, det er åbenbart blevet et passende tidspunkt for mig), og kom over i vores seng til en omgang “Lad os klaske far i fjæset indtil han vågner”, eller som jeg kalder det: “Morgen-putte-hygge”.
Det betyder, at jeg har sygeligt meget overskud i dag!

Det er måske en triviel ting for de fleste, men når man får sin søvn, ændres opfattelsen af ALTING. Jeg smiler mere, taler mere og problemerne synes ikke så store.
Selv da jeg røg på røven midt på dagen, fordi der var spejlglat, synes jeg bare, at det var en smule grinagtigt. Nok mest af alt fordi jeg gik med en spand salt i hånden, men hvem kan ikke godt lide en god omgang ironi?
Min skulder er ikke helt enig, men hey, den bestemmer ikke noget alligevel.

Der er noget magisk over at opleve sådan en følelse, som man længe har undværet. Jeg forestiller mig, at det gælder for de fleste ting. Det er derfor man ser en fornyet kærlighed i folk, når de tager sig en kæreste-weekend på en kro i Sønderjylland, en børnefri aften på sofaen, en ferie til Tanzania eller hvad man ellers kan finde på. Man får genopfrisket en følelse, som man helt havde glemt, man savnede, fordi den er så langt væk.

Jeg håber inderligt, at Gaia har tænkt sig at sove bedre fremadrettet. For hvis mine dage kan blive så positivt påvirkede af uafbrudt søvn, så er det betydeligt billigere end en psykolog!
Det lød voldsomt, det ved jeg godt, men det er bare længe siden jeg har haft det så godt i kroppen.
Jeg kan MEGET bedre lide mig selv i dag, end jeg kunne i går.

Jeg er udmærket klar over, at der ikke er en dybere morale eller pointe i dette indlæg, men nogen gange må man godt bare være glad, sådan helt uden filter eller mening.

Vent, jeg har en morale! Få din søvn, hvis du kan!
Og hvis du lige nu har et lille menneske i dit hus, som bare ikke tillader langvarig søvn, så glæd dig. Det bliver bedre, og du bliver overrasket, når det sker!

Nu vil jeg bruge resten af dagen på at krydse fingre for natten, der kommer!

/Dennis