Kære børn

Nu, hvor vores familie er gået fra tre til fire, har min hjerne været i en tankestorm om fremtiden.
Lige pludseligt virker min datter på fire år meget gammel, i forhold til vores lille nye.

Fire år er forsvundet på et øjeblik, og det gør mig både nervøs og bange.
Hvor hurtigt går de næste fire mon? Og hvad med de næste 10?

Derfor har jeg skrevet et brev til mine børn.
Ikke til hvem de er nu, men til dem de vokser op og bliver til en dag:

Kære børn.
Jeg håber, I stadig synes jeg er cool.
At jeg stadig er sjov, kærlig og varm.

Jeg har virkeligt gjort mit bedste for at være den far, jeg synes, I fortjener. Jeg har ofret mange ting, men har fået så mange flere ting tilbage, og det vil jeg altid være jer taknemlig for.
I har uden tvivl syntes, jeg var en klovn ind imellem. Det er okay. Det er nok en del af at blive far, og jeg vil altid tilgive vores skænderier. Altid.
Men når I kigger tilbage, så håber jeg at I smiler.

Når I står overfor den nye og åbne verden, og måske skal til at flytte hjemmefra, er I så ikke søde at ringe hjem ind imellem?
Bare for at fortælle om jeres dag, en sjov oplevelse eller måske endda for at få gode råd?
Jeg kan ikke love at jeg har svarene på alle jeres spørgsmål, men jeg vil gøre mit bedste for at bruge min livserfaring til at hjælpe jer på rette vej!

Jeg synes, det har været svært at blive far. Det er en stressende og hård opgave, men I skal forstå, at det har været meget mere positivt, end det har været hårdt.
Alle de nætter, hvor jeg har holdt jer mod brystet for at trøste jer, alle lortebleerne, alle de manglende timers søvn, har alt sammen været det hele værd.
Min eneste frygt har været, om jeg var tilstrækkelig som far. Det tror jeg, at jeg er, men jeg håber I ser det på samme måde.

Når jeg sidder her og skriver, så er det mest for at fortælle, at jeg altid har elsket jer.
Det håber jeg, at I ved.
Allerede nu er jeg stolt som bare fanden, og jeg tror faktisk kun, det bliver bedre!

Selvom det ikke skal være en pligt, så håber jeg, at I stadig vil besøge jeres forældre. Der er så meget kærlighed mellem mor og jeg, og vi har mere end nok til at dele ud. Også selvom I ikke bor hos os længere.
Der er altid plads og tid til en kop kaffe, en kold øl i drivhuset og vi har altid aftensmad nok til at dele.
I må aldrig tro, at I er ubelejlige. Lige meget hvad vi foretager os, så vil vi altid hellere være sammen med jer. Vi vil altid have tid til jer.

Og når jeg ikke længere bestemmer over jer, så håber jeg, at I har lært vigtigheden i at gøre det selv.
At I forstår, hvor meget I er værd, og har lært at sige både til og fra.
Man skal ikke finde sig i hvad som helst, og det gælder også for ens forældre. Hvis jeg tager fejl, hvis jeg bliver gammel og stædig og ikke vil høre på nye ideer, så må I gerne sige det til mig.

Jeg ved godt, at forældre kan være gammeldags og støvede. Men jeg håber, I vil blive ved med at lære mig nye ting. Også selvom jeg prikker til en touchskærm med forvirring i blikket over den nyeste I-brain7000 smart-computer-chip-dims, som jeg på ingen måde fatter.
Vi har lært jer så mange ting, men stadig kun de grundlæggende. Vi har forsøgt at give jer grundstenene til at kunne blive hele mennesker, men resten skal I have lov til at lære selv.
Det er ikke fordi vi ikke vil hjælpe jer, men det er vigtigt at finde sin egen vej gennem livet.

Lige meget hvor i er i livet lige nu, så er der udfordringer. Det vil der være resten af livet.
Mor har sådan et mantra, som jeg synes er ret vigtigt; “Mød verden med oprejst pande og nedsænket skjold”.

Så lover jeg til gengæld, at vi altid vil være der, når I falder, altid vil støtte jer på benene igen og altid vil være god for en lang, varm krammer.

Hvis I tager noget som helst med fra mit brev, så lad det være dette:

I er elskede, I er mere end gode nok og ingen kan nogensinde ændre på, at vi elsker jer højere end livet selv.

/Dennis