Du må klatre før du kan gå

Jeg lader mig fortælle, at de fleste børn lærer at gå, når de er omkring 1 år gamle.
Vores Gaia er lige blevet 1 år og 2 måneder, og har stadig ikke lært at gå.
Til gengæld kan hun klatre!

14813143_10154223051898702_1341210558_o

Hun klatrer op på alt hun kommer i nærheden af. Man skulle tro hun havde været kat i sit tidligere liv, for hvis man kan komme op på det, ned i det eller ind i det, så er Gaia på sagen!
Det er ikke så meget sejren i at have besejret en genstand, for hun kravler hurtigt ned igen. Det er mere handlingen.
Hun klatrer op, for at klatre ned, for at klatre op igen.

Hun er ret god til det. Bevares, ind imellem skvatter hun og får lidt knubs, men hun klarer generelt sin klatring ganske hæderligt.
Min kone har lidt mere dårlige nerver end jeg har (og min mor endnu mere!), når Gaia klatrer. Jeg kan sagtens lade hende klatre rundt på ting, for hvis hun skulle skvatte ned og “bonke” hovedet, så har hun lært en vigtig lektie i hendes videre færd.
Forstå mig ret, jeg lader hende ikke falde, hvis jeg kan se, der er langt nok ned, til at komme til skade. Jeg lader hende bare teste grænserne for hvad man kan gøre, uden at det gør alt for ondt.

Vi har jo allesammen set børn banke hovedet mod en stol, for derefter lige at kigge rundt. Bare lige for at se, om der var nogen, der havde set det. Ellers er der jo ingen grund til at spilde gråd på det.
Det jeg mener er, at ikke alle “bonk” gør lige ondt. Jeg tror sagtens, hun kan håndtere et lille fald ind imellem, bare for at opleve, hvad sådan et føles som.

14858791_10154223051913702_381997512_o

Men der er en meget fin grænse. Skal jeg lade barnet slå sig, eller skal jeg holde hende væk fra alle former for fald?
Det virker for mig forkert, hvis jeg skulle holde hende væk fra alle uheld. Jeg synes, hun skal snuble ind imellem, og tage ved lære af det.
Problemet er, at jeg føler mig en lille smule ond, hver gang jeg lader hende snuble.

Jeg kan se, hun er på vej til at falde, og vurderer at hun ikke vil komme til skade. Jeg fortæller hende, hun skal passe på, men jeg stopper hende ikke. Og nogle ganger falder hun.

Jeg synes, det er en del af barndommen, at man skal lære af sine fejl.

“Jeg hoppede herfra og ned, og sidste gang gjorde det ondt. Så må jeg nok hellere lade være med at gøre det igen.”

Lyder det helt fjollet? Er jeg måske lidt for hård?

Jeg kan huske, da hun stadig ikke kunne kravle.
Hun lå i sin lift og pludrede lystigt, men kunne ikke flytte længere end liftens kant begrænsede.
Vi gik og hyggede os med tanken om kravleri i huset, og glædede os helt vildt til det.

Nu, hvor hun er overalt i huset på samme tid, ser vi hvor kaotisk det kan være med sådan et mobil barn.
Men jeg glæder mig stadig til hun lærer at gå. Ironisk, ikke?

Indtil videre træner Gaia klatringen og vi træner gangen med Gaia. Så kommer de første skridt nok inden længe.

/Dennis