Lille person – store meninger

Min datter, som lige har rundet to år, er en bestemt lille dame.
Hun er en lille person med meget store meninger.

Hun er gået ind i det man kan kalde “selvstændigheds-fasen”, og det er der sikkert en masse eksperter, der kan give mig et bedre navn til.
Når vi skal børste tænder, bliver der omgående sagt: “Nej dada.. ikke børste”, med den mest selvfølgelige tone i verden.

Jeg må prøve at forklare hende, at det skal vi altså, men jeg er lidt selv ude om misforståelsen.
Ser i, jeg stiller hende hele tiden spørgsmål, og det skal jeg lære at lade være med.

Jeg siger jo ikke: “Vi skal ud og børste tænder”, nej, jeg siger: “Nåh skat, skal vi lige ud og børste tænder?”.
Det betyder jo, at pigen har et valg.
Det må være super frustrerende at få et valg, for derefter at lære, at man slet ikke havde et valg til at starte med.

Jeg troede egentligt ikke, at en lille ændring i ord kunne gøre noget, men det viser sig, at jeg tog fejl.
Når jeg rent faktisk bruger en ordre, istedet for et spørgsmål, så makker hun ret, ofte helt uden at brokke sig.

Så når hun er igang med at mose en hel skål med blåbær (fordi, hvorfor egentligt ikke?), og jeg siger: “Skat, du skal stoppe med dét der, ellers tager jeg skålen”, kigger hun et øjeblik på mig med en form for overvejende blik, hvorefter hun giver mig skålen.
Det er på en måde, som om hun tænker: “Tja.. jeg har sku egentligt ikke tænkt mig at holde op med det her maseri… nåh.. så tag skålen”.

Jeg har altid troet meget på den teori, der siger, at man skal tale med sine børn, istedet for at give dem ordrer.
Jeg mener, at vi får mere hele mennesker ud på den anden side, hvis bare vi ville lytte lidt mere til vores børn, før vi laver regler, der omhandler deres hverdag.
Det er ikke fordi, de skal styre huset, men når de nu er en del af familien, så skal de også have noget at sige.

Men det er ikke kun mine ligegyldige spørgsmål, hun er blevet mere bestemt overfor. Hun virker til at have en dyb og endegyldig mening i alt hun gør.

Som da hun den anden dag kom hen til mig med et målebånd i hænderne, bad mig tage trøjen af og “målte” min falke-tatovering på ryggen, for at erklære: “Måler fugl, dada”.
Jeg svarede: “Super.. hvor stor er den så?”
Hun målte lidt mere og sagde: “Tyve”.

lillepersonstoremeninger

“Tyve”. Som om det var en universel sandhed. Ingen enhed, bare tyve.

Det viser sig, at de fleste ting hun måler er tyve. Min tatovering, mor, køleskabet og bamserne. Tyve.

Jeg kunne nok godt bare forklare hende, at det ikke er sådan et målebånd fungerer, men jeg mener også, det er vigtigt at give hende lov til at udforske verden (og sproget), uden forstyrrelser hele tiden.
Hun virker faktisk til at være mere bestemt i hendes udmeldelser end mig.

Der er ingen spørgsmål (ud over de konstante “HVA DET?), men rettere konstateringer.

“Dada, sid her.. hyg”.
“Mor putter her, pude!”
“Dada, op nu! Ikke sove mere!”

Det er så dejligt specifikt.

Måske kunne vi allesammen lære lidt af det.

Sig, hvad du mener og men, hvad du siger.

Gaia har ingen skjulte hensigter, ingen bagtanke eller listig plan.
Hun har et ønske, hun siger ønsket og så ser hun, hvad der sker.

Simpelt, effektivt og uden misforståelser.

Så nu går jeg ind på værelset og spiser is med Gaia, (læs: træklodser), for det har hun fortalt mig, at jeg skal.

God dag! Og det var ikke et spørgsmål!

/Dennis