Lyden af dit eget hjerte

lyden

Kender du lyden af dit eget hjerteslag?

Ind imellem kan man høre den, hvis man sidder og læser en bog (har jeg hørt), kigger på naturen eller bare er lidt stille.

En anden måde at lære lyden at kende på, er at få børn.
Der er ufatteligt mange tilfælde, hvor mit hjerte har slået ekstra hårdt, både af gode og mindre gode årsager.

Første gang jeg holdte min datter, føltes det som om mit hjerte var ved at eksplodere. Jeg svedte og græd mens mit hjerte tilsyneladende forsøgte at sprænge mit bryst, for at komme ud og være med i festlighederne.

For noget tid siden, efter en familieudflugt, parkerede jeg bilen i vores indkørsel. Jeg steg ud af bilen og sagde: “Jeg render lige ned og henter æg ved hønsene”, mens min kone hjalp en halvsovende Gaia ud af bilen.
Da jeg stod nede ved hønsehuset, hørte jeg en lyd, jeg ikke håber at høre alt for meget fremover.

Min kone råbte efter mig.
Det var den slags råb, der indikerede panik. Jeg kunne høre i hendes stemme, at noget var galt, og det fik mit hjerte til at gå amok.
Jeg tror aldrig, jeg er kommet så hurtigt gennem haven og hen til hoveddøren.
Hele vejen derop bankede mit hjerte hurtigere end mine ben kunne løbe, og jeg nåede at forestille mig alle mulige forfærdelige ting, før jeg skred omkring hjørnet i vores grusbelagte indkørsel.
Da jeg var nået omkring halvvejs, hørte jeg min datter græde.

Allerede der, skiftede mine tanker karakter. Hvis barnet græder, er hun stadig ved bevidsthed, så det udelukker de mest forfærdelige scenarier.

Da jeg nåede hoveddøren, så jeg min kone stå med vores datter på armen og holde hende tæt ind til sig.
Der var vådt på trappen den dag, og min kone var skvattet med Gaia i armene, og Gaia havde slået sit hoved mod trappen.

Jeg kunne se at Gaia græd, og min kone var våd og beskidt på armene.
Hun havde fået vredet sin egen krop omkring barnet, så det meste af faldet var gået ud over hendes egen arm.

Gaia havde fået et overfladisk “bump” på baghovedet, og var mest af alt forskrækket.

Min reaktion var i retrospekt lidt overdramatisk og unødvendig, for jeg nærmest rev Gaia ud af armene på min kone, klemte hende ind til mig og lavede samtlige “sshshshshsh”-lyde jeg havde lært. Jeg ved ikke hvorfor, for min kone havde tydeligvis styr på situationen. Der er bare et meget kraftigt beskyttergen, der tager over, når panikken træder til.

Jeg er helt klar over, at det er OK for børn at komme til skade, så længe de ikke får alvorlige skader.
Min far siger altid: “Man skal have sår på knæene, før man lærer, at det er farligt at hoppe ned fra ting”, og han har irriterende meget ret.
Jeg har også altid ment at legepladser SKAL være lidt farlige, for ellers lærer børnene ingenting af at lege der.

Det mener jeg stadig… bare det ikke omhandler mit eget barn, naturligvis.

Jeg er simpelthen så bange for, at hun skal komme til skade. Selv ved småskrammer er jeg helt pylret og skal puste og kysse den stakkels hudafskrabning helt væk.
Min datter er meget bedre til at håndtere det end jeg er.

Så snart jeg har pustet, så er hun klar til at komme videre og lege igen.
“Så far, nu er jeg god igen” siger hun, og efterlader mig på knæene i sandkassen med alle mine bekymringer.
Sådan nogle børn, er slet ikke så sårbare og skrøbelige som man tror.

Ind imellem skal vi huske at lære ting af vores børn, ligesom de lærer ting af os.

Jeg kender lyden af mit hjerte, og selv når jeg synes at glemme den, sørger min datter for at minde mig om den.

/Dennis