Må piger lege med biler?

VI SKAL HAVE EN PIGE!

Vi har været til misdannelsesscanning, og vi skal have en lille pige!
En helt igennem normal, lige efter bogen, alle-mål-perfekte, lille pige.

Så nu skal jeg til at vænne mig til at blive far til en pige.
Puha… alle de tanker der allerede melder sig.

Må piger lege med biler?

Vi har taget lidt af de blå ting ud af børneværelset, og Emilie har sat en lyskæde i “pigede” farver derind.
Og allerede der begyndte jeg jo at blive lidt stædig. For er “pigede” farver kun til piger? Og må hun også godt have “drengede” farver på sit værelse?
Må piger lege med biler, have trøjer med bolde på, og synes at rockmusik er fedt?
Må hun synes at en traktor er det fedeste legetøj, og må hun bruge en lille plastikhammer når far ordner ting?

Mit eget svar er ret simpelt; Ja!

Jeg ender sikkert med at blive en alt for overbeskyttende far, som helst gerne lige skal se ham fyren an hun slæber med hjem. Og er det iøvrigt en knallert han er ankommet på?
Jeg er helt overbevist om, at hendes barndom nok bliver fyldt med lyserøde sutter, kjoler og hårspænder, men det er bare ikke så vigtigt for mig.
Det vigtigste er, at hun er glad.

Så hvis hun vil være prinsesse, så er det fint. Men hvis hun vil være cowboy, så er det også fint!

Det kan da godt være, at jeg bliver lidt “ny-moderne faderfigur”, og synes at ligestilling skal tages med ind i børneværelset, men jeg kan bare ikke se meningen i at påtvinge min lille pige en rolle. Specielt når jeg ikke ved om hun synes om den rolle.

Jeg er velsignet med et sæt forældre der altid har ladet mig finde min egen identitet. Min far, som egentligt er af den gamle skole, hvor ære og stolthed er vigtige elementer, har altid fortalt mig:

“Det er ligemeget hvem du kommer hjem med. Høj, lav, kvinde eller mand. Så længe du er lykkelig.”

Det er en vigtig indstilling til sine børn, synes jeg.
Jeg kender endnu ikke min lille pige. Jeg kender ikke hendes yndlingsfarve, yndlingsband eller hendes seksuelle præferencer. Så hvorfor skulle jeg så prøve at pådutte hende rollen som prinsesse, hvis hun i virkeligheden helst vil være noget helt andet?

Jeg tror, der er en naturlig trang til at give en lille pige kjole på. At sætte hendes hår i fine små rottehaler, med ligeså fine hårelastikker.
På samme måde er der en naturlig trang til at give små drenge tøj på med billeder af fodbolde, værktøj og traktorer.

Emilie og jeg bliver garanteret også helt vilde med at købe kjoler til den lille spirrevip, og det er også okay.
Men vi vil også bestræbe os på at give hende tøj/legetøj som er lidt mere neutralt.
Hun må gerne eje både rødt, blåt, grønt og lilla tøj. Det tror jeg ikke, hun tager skade af.

Men når alt det er sagt, så skal piger selvfølgeligt have lov til at være piger. Jeg vil ikke frarøve hende noget.
Og det er måske hele problematikken bag mine overvejelser.
Jeg vil gerne give min datter den bedste opvækst jeg kan.
Hun skal selv have lov til at bestemme hvem hun er.

Jeg vil guide, hjælpe og støtte hende hele vejen. Men man kan ikke købe sig til en identitet i form af farvet tøj.
At finde sig selv er en svær proces.

…….. Hvordan kom vi fra “jeg skal have en pige”, til at hun allerede har en eksistentiel krise?

Måske er det også okay at være lidt nervøs ved det hele.

Måske er det ikke meningen at man skal have alle svarene parat til fødslen.
Måske er det netop det, det handler om.
At finde sine egne svar.

/Dennis