Magtkamp

Her på falderebet før lillebror kommer, er vi tilsyneladende gået ind i en nye fase med den kommende storesøster.
Jeg har til vane at navngive faserne, og denne fase kalder jeg “magtkamps-fasen”.

Gaia er 3,5 år gammel, og hun er en vild lille diktator, hvis hun får frihed til det.

Man skulle tro, at hun ville vælge sine magtkampe efter et princip af belønning, men det virker (desværre) ret tilfældigt.

I morges stillede hun sig i gangen, nægtede at tage strømper på, og ville ikke have, at jeg hjalp hende med det.
Havde det været en lørdag morgen, havde jeg ladet hende rende rundt barfodet, men vi skulle ud af døren og i børnehave, så det var ikke en mulighed.

Efter mange forsøg på en fredelig løsning, brændte hun samtlige sikringer i skabet og stak af i et regulært hysterianfald, som var de græske guder værdigt.
Hun skreg, råbte og hyssede sig vej gennem mine forsøg på at få strømperne på hende, og endte med at råbe: “GÅ VÆK!” til mig.

Hun fik en lille time-out ude i gangen, og så var hun klar til at give en krammer. Til mor.
Jeg var lidt bussemanden i situationen, og det kan jeg egentligt også godt se, hvorfor jeg var.

Det, der overraskede mig mest, var at hun efter krammeren, gik over til mig.
Hun gav mig en krammer også og sagde: “undskyld, far”.

Jeg undskyldte også. Jeg havde jo også været sur på hende, og vi var begge to røget lidt længere ud af følelsesspektret end vi gerne ville.
Det er vigtigt for mig, at de voksne også indrømmer sine fejl.
Jeg ved godt, at jeg som far skal være en superhelt, men jeg er også af den klare overbevisning, at vi ikke skal være ufejlbarlige.
Hvis jeg har lavet en fejl, så undskylder jeg overfor hende. Det er kun fair.

Jeg prøver altid at fortælle hende, at det er helt i orden at være sur eller ked.
Man behøver ikke altid være glad, men man skal huske at kontrollere sine følelser en lille smule. Og det er bare svært, når man er tre år gammel.
Vi talte om at være i sine følelser, mærke efter og prøve at finde ud af, hvorfor man blev så sur. Hvis man har en helt legitim grund til at være sur, så skal man også bare være det. Men det er vigtigt at tænke godt efter, og prøve at finde kernen af sin følelse også.

Hun kan faktisk godt selv se det. Hun fortalte at hun blev sur, fordi hun gerne ville have, at mor gav hende strømperne på, i stedet for far.
“Jamen, så skal du jo bare sige dét, i stedet for at råbe, ikke?”
“Ja, far”.

Sådan en lille hystade af en 3-årig, forstår faktisk mere end jeg havde regnet med.
Hun er tilsyneladende godt klar over, at hendes følelser tager over ind imellem.

Og hvem af os voksne kan se sig fri for det? Vi er alle sammen i vores følelsers vold ind imellem, og det bliver ikke nemmere at kontrollere den slags, når man står overfor et menneske i ministørrelse, der synes, at hun skal styre en i forvejen stresset morgen, med noget der virker så ligegyldigt som strømper.
Det jeg glemmer i kampens hede, er, at det ikke er ligegyldigt for hende.

Hun har ikke rigtigt fundet ud af at udtrykke sig klart endnu, og hendes følelser har ikke et ret udviklet sprog. Derfor bliver hun sur, og glemmer den simple løsning.
Det er forståeligt, men også en ting man er nød til at arbejde aktivt med, for at ungerne forstår, hvorfor det sker.

Der kommer uden tvivl også en reaktion, når nu hun bliver storesøster.
Og så må vi se, om ikke også jeg selv kan lære at kontrollere mine følelser lidt bedre, når Gaia gakker ud.

Om ikke andet, kan jeg kigge på min datter.
For hun klarer det altså til tider bedre end mig.

/Dennis