Min fulde hobbit

Når man taler om småbørn, specielt i alderen efter de har lært at gå, sammenligner mange børnene med hunde.
Det virker måske brutalt og respektløst, men der er mange punkter, hvor man bruger nogenlunde samme teknikker.

Hvor tit har man sagt til hunden: “Nej! Hvad er det du har i munden? Spyt det der ud! Kom ned derfra!”.
Jeg har sagt alle de ting til min datter.

Men MIN sammenligning er lidt anderledes. Jeg synes, det er tættere på at forestille sig, at man bor sammen med en meget fuld hobbit.
Et menneske, der er mindre end dig selv, har begrænset kontrol over sit bevægeapparat og som raserer dit hjem uden stop.

IMG_2492l

Forstå mig ret, jeg synes jo min datter er det mest fantastiske væsen i verden, men hvis jeg skal være ærlig, så har børn i den alder jo ikke styr på ret mange ting.
Hun kaster omkring sig med mad, piller ved ting hun ikke må, tumler forvirret rundt i stuen og vælter ind i møbler.
Når hun så ind imellem får tumlet sig ind i et hjørne af sofaen og sidder fast i et tæppe, så brænder hun samtlige sikringer hun har og går amok.

Jeg står som regel ved siden af og siger: “Du sidder ikke fast, du skal bare rejse dig op igen!”, som om hun ville rejse sig med ordene: “Tak papa, det var bare det jeg havde brug for at vide, thumbs up!”.

Men nej, hun skriger som stukket og basker med armene.
Og lige dér, i sekundet før jeg hjælper hende op og ud af tæppeknuden, fniser jeg lidt for mig selv. Hun ligner en fuld hobbit, der efter to fadøl for meget, er gået i brædderne, kun for at opdage at der ingen øl er i sofaen.
Hun er lige gået i gang med projekt lad-os-se-hvor-hurtigt-vi-kan-løbe-om-hjørnerne-på-fuld-skrammel-uden-at-falde.
Det går ind imellem fint, men til tider rammer hun en dørkarm, spænder ben for sig selv eller snubler over en fodliste. Når hun gør det, kigger hun på mig som om, det er min skyld.
Jeg forestiller mig livligt en beruset, arrig og irsk-talende pige, der råber usammenhængende af mig.

Måske har jeg det lidt for sjovt på min datters bekostning, men jeg mener jo, at så længe det ikke går ud over hende, så må jeg godt more mig lidt, i mit eget stille sind.
Desuden er det en lille smule nemmere at håndtere en overtræt og sprittosset datter, når man bare forestiller sig, at hun er fuld.
Så kan man lidt nemmere sige: “sååååå sååå skat.. du skal bare lige lægge dig ned og sove nu. Det trænger du vist til”.

Man kunne argumentere for, at jeg bruger min lille analogi som virkelighedsflugt, og det er da sikkert også rigtigt. Jeg har bare lært, at så længe det virker, og ikke går ud over hende, så må man tage alle psykologiske kneb i brug, for at bevare sin ro i stressede situationer.
Jeg ville enormt gerne være den type far, der bare altid havde en stoisk ro over sig. Min egen far er den slags mand. Det virker ikke til at noget i verden kan slå ham ud af kurs. Han er indbegrebet af stensikker selvsikkerhed i hans udtryk, og det giver en enorm ro for hans omgivelser. Man er aldrig i tvivl om, at hvis han hæver stemmen, så er det fordi der er noget meget, meget alvorligt galt, for ellers havde han aldrig gjort det.
Jeg kan ikke huske et eneste tidspunkt i min barndom, hvor han har benyttet et stemmeleje over det normale, og det er lidt fantastisk.

Problemet er bare, at jeg ikke har arvet samme ro, så derfor bruger jeg mine små kneb.
Så kan man lide det eller ej. Det virker.

Så jeg fortsætter med at knuselske min lille, fulde hobbit, indtil hun bliver til en lidt større, mere veltalende og mere fornuftig hobbit. Ihvertfald indtil der kommer en hobbit-sammenslutning med en fagforening af en art og bestemmer, at man ikke længere på bruge sådan nogle sammenligninger.

Bring it, J.R.R. Tolkien!

/Dennis