Min musikarv

Jeg er vokset op i et hus fyldt med musik.
Min far havde hvad der virkede som et uudtømmeligt lager af musik, som jeg hverken kendte eller havde hørt før.

Hos ham stod den mest på rock i forskellige farver, og det farvede min musiksmag helt enormt. Dog endte jeg selv med at høre musik, som jeg ikke tror min far ville synes om.

Jeg brugte det meste af min barndom i Bispehaven i Århus V, og her var det hiphoppen der dominerede blandt den gruppe jeg befandt mig i.
Det siges at Århus V er “den del af byen, hvor man er født til at tabe”, og selvom jeg ikke er enig, blev musikken brugt i den retning.
Hiphoppen fra dengang var en rebel mod reglerne og det etablerede Danmark, som på en eller anden måde, var en anden verden, hvert fald set derfra hvor vi stod.
Der var en adskillelse fra “de rige børn” ude fra Risskov, som vi ikke helt vidste hvorfor vi ikke kunne lide. Det kunne vi bare ikke.

Men når folk spørger mig hvad musik jeg hører, og jeg siger “hovedsageligt hiphop og rap”, så bliver det fejet lidt til siden, som om det ikke er “rigtig” musik.
Det bliver set som en ungdomsfase, som ikke hører til hos en 30-årig mand.

Derfor har jeg gået og tænkt over min musikarv til min datter.
Jeg hører hiphop, sådan er det, og det er ikke noget jeg har tænkt mig at lave om på. Men hvad giver jeg videre til Gaia, i form af musikken jeg omgiver hende med?

Jeg ved godt at hiphop har ry for at være nedgørende overfor kvinder, handle om penge og stoffer og alt muligt andet, men jeg synes jo at musikken indeholder en milliard andre ting.
Jeg synes den kan være dyb, eftertænksom og direkte poetisk, hvis man lytter til de rette kunstnere.

Jeg spiller alt mulig musik for min datter.

Der er noget pop, noget rock, noget børnemusik og noget hiphop. Der er endda smidt en omgang klassisk ind i vælten i ny og næ.

Når jeg tænker på min fars føromtalte pladesamling, så kan jeg godt se at den har farvet min musiksmag, men jeg kan jo også se at jeg har skabt mig min egen smag, som intet har at gøre med hans.
Jeg har endda set min far nikke med til et par L.O.C sange, så han kan ikke være stået helt af det musikalske udviklingstog.

Musik kan være både et personligt og kulturelt identitetsskabende fænomen, som jo også viste sig i min ungdoms rebel-hiphop som udmøntede sig i sætninger som “Fuck the police, coming straight from the underground”, som jeg godt kan se, ikke har den store lærerige dybde når det kommer til at påvirke et ungt sind.

Der er ingen tvivl om at musik påvirker vores børn, og at de spejler sig i deres idoler. Det gjorde vi også selv, og jeg har da også klippet mit hår ned til 2mm fordi jeg gerne ville ligne MC Clemens dengang.
Men så er spørgsmålet; skal jeg undlade at spille mine yndlingssange for min datter, for derved at skåne hende fra en musikgenre som ind imellem er lidt hård i kanten, eller skal jeg lade hende høre det hele, og give hende et mere detaljeret billede af hvad den type musik egentligt kan tilbyde, i form af poesi, dybde og indlevelse?

På trods af min opvækst med musik som til dels udviste had for politiet og forherligede en voldsom alkoholkultur, så er jeg jo blevet en helt anstændig borger, der aldrig har været i fængsel, taget stoffer eller slået på en kvinde.
Så hvad er jeg bange for?

Bør jeg ikke stole på, at min datter selv kan skelne mellem musisk og realistisk virkelighed?
Eller skal jeg nøjes med at høre min musik i bilen, på vej til arbejde?

Jeg ved det ikke, hvad synes i?

/Dennis