Mor-kroppen

Min kone har født to børn.
Den første var Falke, som vi uheldigvis mistede, og den anden var Gaia, som nu er halvandet år gammel.
Begge børn er taget ved kejsersnit. Det var i første omgang et valg vi tog, fordi vi ikke mente at kunne bære en normal fødsel af et dødt barn.
Det var hverken en hastigt taget eller uansvarlig beslutning. Den blev taget af os alene, og vi er glade for den.

De to kejsersnit har naturligvis resulteret i et ar på min kone. Et ar, der sidder dér, hvor sådan nogle nu engang gør.
I starten var hun ret ked af arret. Hun synes ikke det så pænt ud, og det satte en uskøn streg hen over hendes mave.

I dag har min kone det heldigvis meget bedre med sit ar. Det bevidner to fødsler, som vi aldrig ville have været foruden.
Når man som mand, ser sin kone være ked af sin krop, tror jeg grunden er ligegyldig.
Det er ligegyldigt om det er maven, brysterne, håret eller øjenfarven, for vi er stort set aldrig enige.

Nu skal jeg passe på at jeg ikke taler for alle mænd, så jeg nøjes med at tale for mig selv. Dog ved jeg, at mange vil være enige med mig.

Jeg synes, min kone er den smukkeste kvinde i verden. Det har jeg synes, siden jeg første gang så hende til en privatfest og senere på en solskinsbeskinnet strand i de tidlige morgentimer.
Jeg synes, at alle hendes selvopfattede “fejl”, er det, der gør hende smukkere end alle de andre.

Jeg har altid været af den opfattelse, at det er sådan livet bliver skrevet. I vores hud. Lad det være tatoveringer, ar, strækmærker eller rynker, så er det din historie.

Når jeg ser på min kones ar, ser jeg vores børn, vores kærlighed og hendes urokkelige vilje til at ofre sig selv for netop de ting.

Der har været ufatteligt mange kampagner for kvinders opfattelse af deres egen krop, og jeg tror ikke, det er noget mænd kan ændre. Jeg tror ærlig talt heller ikke, det er noget andre kvinder kan ændre, for hvis din opfattelse af din egen krop er negativ, så hjælper det ikke, at en anden fortæller dig at du er smuk.
De seneste år har også budt på et comeback til den såkaldte far-krop.

Så når Danmarks kvinder beslutter sig for at elske mandens krop, akkurat som den ser ud, hvorfor så ikke tage sin egen med?
Nu tillader jeg mig igen at tale på mit køns vegne, men helt ærligt, vi synes, I er smukke.
Alle de fejl i går og ser på jer selv, er slet ikke noget, vi lægger mærke til.

Vi har mere travlt med at tænke: “Hey se, en kvinde! Dem kan jeg godt lide!”.

Så når jeg kalder min kones ar for smukt, så er det fordi jeg mener det.
Som sagt, det bevidner en ofring og kærlighed som ikke kan købes.
Det er det samme, når kvinder, der har født børn, oplever at deres krop på mange måder ikke ligner det den gjorde engang.
Det er sådan livet fungerer. Du ligner ikke den pige du var i gymnasiet.
Og ved I hvad, det skal I heller ikke!

Når jeg kan se din historie i din hud, så ser jeg det mere som medaljer end fejl.

Min farmor er en dame på snart 80 år. Hun har overlevet flere ting end hun kan nå at fortælle, inklusiv hendes mands utidige død.
Når jeg kigger på en kvinde der snart runder 8 årtier, så ser jeg en historie skrevet på et kanvas af liv.
Hun har rynker, gråt hår og venlige, erfarne øjne, der emmer af viden og stolthed. Hun har oplevet stort set alle livets facetter, og det gør hende smukkere end alle verdens unge modeller.

Hun har båret en mor-krop gennem flere år end jeg har været i live, og det synes jeg bør belønnes.
Min kone har båret sin mor-krop siden 2014, og det har hun gjort med en ynde, man ikke kan snyde sig til.

Så til alle mødrene; elsk jeres mor-kroppe for hvad de er.
Se på jeres skrevne historie og husk, at i har overlevet den.

Vi ser jer for meget mere end jeres småfejl.
Vi ser jeres ofringer, jeres kærlighed og jeres hårde arbejde.

/Dennis