Mulighedernes byrde

I sidste uge hørte jeg et udtryk, der satte sig fast i mit hoved: “Vi er, i den vestlige verden, født med mulighedernes byrde”.

Det kan sagtens virke som et luksusproblem, men jeg tror mange unge lider under det i dag. Vi er født ind i et system, der muliggør at vi kan blive hvad som helst.
De eneste begrænsninger der er, er din fysiske “hardware” og din vilje til at arbejde for sagen.

Vores unge i dag, bliver mødt af tusindvis af døre, og vi beder dem tage stilling til dem allesammen.

Før i tiden var der ikke så meget at vælge imellem. Hvis din far var skomager, så blev du også skomager.
Der var ikke rigtigt noget at rafle om. Det handlede om familiens overlevelse, så du hjalp til i den forretning der gav pengene til huset.

Det er ikke fordi jeg mener, at det var bedre med uddannelses-arve-systemet, men det var unægteligt mere simpelt at håndtere. Det kom ganske givet med sit eget sæt af udfordringer, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Når vi i dag, allerede før vores børn har forladt folkeskolen, beder dem tage stilling til “hvad de gerne vil være når de bliver voksne”, beder vi dem tage stilling til et system der er så indviklet og omskifteligt, at de fleste voksne ikke kan følge med.

Jeg arbejder på AARHUS TECH. Det er en teknisk skole hvor vi uddanner tømrer, smede, murer, mediegrafikere, kokke, mekanikere, ejendomsserviceteknikere og mange andre dygtige folk. Selv når vi holder uddannelsesmesser, bliver jeg forvirret.
I dag bliver du jo ikke bare uddannet som håndværker. Du kan specialisere dig ned i meget små fraktioner af håndværket, og gøre dig dygtig til meget specifikke ting.
Det giver en større vidde, en mere specialiseret viden og en masse muligheder.

Problemet er bare, at mulighederne jeg lige har talt om, kun begrænser sig til en én enkelt uddannelsesinstitution.
Teknisk skole, med alt hvad den har af underkategorier, er blot en brøkdel af de valgmuligheder vi giver de unge folkeskoleelever.

Du kan, med den rette indstilling, blive advokat, murer, rengøringsassistent, pianist, fødevareekspert, politiker, skraldemand eller noget helt andet. Det eneste du skal gøre, er at forudsige de næste 30 år af dit liv, nogenlunde præcist. Men bare rolig, du skal først tage det valg når du går ud af 9. klasse.

Jeg synes det er et voldsomt pres at pådutte mennesker, der i forvejen er midt i en process der handler om at finde sig selv. De er knapt nok færdigdannede mennesker, og nu beder vi dem tage stilling til resten af livet ved at fremlægge en database af muligheder der er større end deres kollektive angst for det modsatte køn.

Jeg kan huske hvor skræmmende det var, at skulle tage stilling. Hvis først du havde sagt: “Jamen det der murer… det lyder da sådan okay interessant”, stod der folk klar til at bane vejen for din kommende karriere som murer. Så gik møllen i gang, og der var ikke mange muligheder for at stoppe den igen.

Jeg har ikke noget bedre forslag, for vi skal naturligvis give vores ungdom mulighed for at udforske hele spektret af jobs. Jeg påpeger bare, at mængden af data de skal håndtere + deres sted i livet = mere forvirring og angst oven i den, i forvejen fyldte, silo af hormoner.

Jeg har været velsignet med et sæt forældre, der altid har afventet mine signaler. Når jeg har synes at noget var interessant, så lagde de mere af det, foran mig. Billard siger du? Her er din egen kø, kridt og et medlemskab til den lokale klub. Karate? Godt, vi kører over til nærmeste Dojo. Gymnasiet? Jep, sådan et ligger der lige heroppe.

De lod mig heldigvis prøve en masse ting.
Det viste sig bare, at jeg skulle ret langt hen i livet, før jeg fandt min hylde.

I dag er jeg uddannet Ejendomsservicetekniker. På trods af den lange titel, så er jeg stolt af mit job. Jeg gør en vigtig forskel for mine brugere og kolleger hver eneste dag. Det lå bestemt ikke i kortene at jeg skulle være håndværker, men mine forældre har ladet mig vælge min egen vej.

Jeg er bare lykkelig for, at jeg ikke vidste hvor mange uddannelser der i virkeligheden lå åbne for mig. Hvis jeg havde vist det, tror jeg min forvirring over verden ville have blokeret en eventuel vej gennem livet.

Det blev vist lidt langt det her.
Måske er jeg bare nervøs for, at min datter en dag står overfor hele den store verden, og skal pege på en retning.
Jeg håber hun er bedre til det, end jeg var!

/Dennis