Når far “passer” barnet

sdf

Min kone og jeg har en ret fin balance i vores tid med Gaia.
Den er nogenlunde ligeligt delt mellem tid med mor, tid med far og fælles familietid.

Det er en naturlig konsekvens af vores jobs, at vi næsten ofte skiftes til at hente Gaia fra dagplejen, give hende mad, skifte hende og putte hende til aften.

Jeg har før været inde omkring emnet her, men nu bruger jeg lige et helt blogindlæg på det:
Jeg “passer” ikke min datter!

Jeg er ikke babysitter, jeg er ikke ansat til at passe hende og det er ikke et job for mig!
Jeg nyder tiden med min datter. Det er sådan set lige meget om det er solo-far-tid eller om det er familietid.
Der er ikke nogen mennesker i verden jeg hellere ville bruge min tid på, end min datter.

Jeg hører bare så ufatteligt tit, at far “passer” børnene. Jeg har hørt mange gange, at mor nærmest har lavet checklister og instruktioner før hun har forladt huset, for at far kunne passe forsvarligt på barnet.

Min kone er heldigvis en forstående, fornuftig og fantastisk kvinde, som aldrig nogensinde har gjort noget i den dur.
For jeg er akkurat ligeså meget i stand til at passe på vores lille pige, som min kone er.
Jeg tror ikke, min kone tvivler et sekund på, at vores datter er i trygge hænder hos mig, og det beviser vores datters generelle velbefindende vel egentligt også.

Men hvorfor er det så, at der er en generel mening om at far “passer” børnene?

Jeg tror, det har noget at gøre med den naturlige, fysiske tilknytning mor har til barnet, helt fra starten af.
Mor har en mere direkte forbindelse til barnet, da hun har båret det gennem graviditeten.
Far er mere sidestillet, og har historisk set hafy mindre at gøre med barnet i dets første leveår.

Vi var jægere, så vi havde slet ikke tid til alt det med børn.
Det var kvinderne, der havde med ungerne at gøre, så når en mand blev sat i samme cirkel som et barn, så var det for at “passe” ham/hende.
Datidens mænd vidste sikkert intet om børns velbefindende og generelle behov. Det, de gjorde, var helt reelt at “passe på” barnet, som var det et objekt de ikke forstod.

“Her, pas på den her mens jeg er væk. Den må ikke gå i stykker, så sørg lige for at den ikke kommer til skade”.

Jeg synes bare, at det efterhånden må være på tide, at vi opdaterer fars rolle i hele forældre-situationen.
Nu kan det godt være, at jeg bliver meget nymoderne far, men jeg ser da mig selv som ligestillet med min kone.
Vi afleverer begge to Gaia hos dagplejeren, vi giver hende mad, drager omsorg for hende, putter hende om aftenen og leger med hende om dagen.

Det er klart, at mor og far kan forskellige ting, og sådan skal det helst være. Men jeg synes da også, at min datter bør kunne finde trøst og tryghed hos mig, selvom jeg ikke fysisk har båret hende, som min kone har.

Er jeg på vej ud af sådan en omvendt feminist-rute her? Er jeg helt fjollet at høre på?
Jeg synes bare, min datter fortjener at have ligestillede forældre.
Hvis hun ser, at mor er underdanig, så lærer hun jo at kvinder er mindre værd en mænd. På den anden side, hvis hun ser, at far er underdanig, så lærer hun at mænd ingen værdi har, i forhold til kvinder.

Hvad nu, hvis vi bare havde et forhold med gensidig respekt, så alle var lige vigtige?

Så for sidste gang: Jeg “passer” ikke min datter. Det er ikke en “opgave” eller et “job” for mig.
Jeg er sammen med min datter, akkurat som min kone er det.
Jeg elsker tiden med min datter, og jeg håber og tror, hun elsker tiden med mig.

Jeg træder lige ned af sæbekassen igen.

/Dennis