Når mor er Batman

I mine øjne, har min kone altid været lidt af en superhelt.
Hun har valgt at leve med alle mine små særheder, mine lige så sære venner (sorry drenge, men I er akkurat lige så sære som mig) og har gjort mig langt mere lykkelig, end jeg troede var muligt.
Oven i det, så har hun givet mig den smukkeste datter i verden.

Vores lille Gaia er ufatteligt morsyg, og det kommer til udtryk på rigtig mange måder – på rigtig mange tidspunkter.
F.eks. er det komplet umuligt for mig at putte Gaia om aftenen og ved de natlige opvågninger.
Hun skriger bare, indtil mor kommer og tager over.

Hvis Gaia bliver ked af det, så er det også kun mor, der virker, og når vi skal spise, så kan jeg kun bruges, hvis ikke mor er i nærheden.

Jeg ved godt, at det bare er en fase, men det gør det ikke mindre svært at bære.
Det virker lidt som om min kone er Batman og jeg er Robin, ihvertfald hvis man ser det fra Gaias synspunkt.

Jeg hjælper til, hvor jeg kan, men det er egentligt Batman man helst vil se, høre og opleve.
Hvis Batman har travlt med noget andet, står jeg lidt i baggrunden, i min røde og grønne trikot og laver sjove fagter, indtil Batman er tilbage.

Jo jo, Batman har da brug for Robin, men han er trods alt kun en hjælper. Man ser ikke mange historier, hvor Robin er helten.
Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg vil overtage rollen som Batman (kun hvis bat-mobilen, de seje gadgets og den personlige butler følger med).
Jeg vil ikke være mere vigtig end min kone, men jeg vil rigtig gerne være ligeså vigtig.

Jeg er helt klar over, at det virker fjollet at tillægge et lille barn følelser, som det reelt ikke har (endnu), men det er bare så svært at holde smilet, når min datter ikke kan trøstes i mine arme.

Det kan være virkeligt svært, at føle sig som “hjælper” i sit eget hus. Jeg prøver at aflaste min kone så meget jeg kan, og vil egentligt også gerne gøre mere. Men når Gaia ikke rigtigt gider andre end mor, er det svært at hjælpe til.

Jeg har skrevet om vores lille morsyge barn før (klik her), og det er tilsyneladende en fase, der varer lidt længere end jeg gerne ville have det.

Det sværeste ved hele situationen er, at min kone ikke altid er ret glad for at være Batman.
Hun ville også helst have, at vi kunne være lige vigtige.
Det er udmattende at være mor, og når man så heller ikke kan få aflastning fra far, så bliver det endnu mere stressende.

Jeg tror, at vores evne til at tale åbnet om tingene gør, at vi ikke helt går i spåner lige for tiden.
Det har ihvertfald gjort, at vi kan holde vores stressede udbrud til diskussioner, frem for skænderier.

Så indtil min datter kommer ud af sin morsyge fase, tager jeg gladeligt den rødgrønne trikot på og hjælper min personlige Batman videre, på vores fælles eventyr.

/Dennis