Når vi lyver for børnene

 

Nu hvor juletiden nærmer sig, har vi, som mange andre familier, lavet en pakkekalender til vores datter.
Hun er stadig for lille til at forstå konceptet, men hun er synligt glad for de daglige gaver.

I vores spisestue har vi sat en lille nissedør op, med tilhørende mini-juletræm og en lille nisse-stige.
Vi fortæller hende, at nissen bor der, og at det er ham, der lægger en gave til hende hver morgen.

Igen, jeg tror ikke hun forstår, hvad en “nisse” er, men hun prøver at åbne hans dør hver morgen.

Det fik mig til at tænke over alle de små løgne, vi fortæller vores børn, og hvilken funktion de har.

Når vi fortæller vores børn om nissen, julemanden, påskeharen eller tandfeen, har det en ret hyggelig funktion.
Det handler om barndommens magi, hvor man lader logisk tænkning og naturlig realitet forsvinde for en tid.
Det er hyggeligt, og der er indtil videre ingen, der har taget varig skade af de små historier.

Men hvor trækker vi grænsen? Når min datter bliver gammel nok til at spørge, skal jeg så fortælle hende, at julemanden ikke findes?
Skal jeg ødelægge hendes magiske syn på verden, ved at informere hende om, hvordan den egentlig fungerer, eller skal jeg forlænge hendes uvidenhed, for at bevare noget magisk?

Jeg kan ikke selv huske, hvornår jeg opdagede, at julemanden i virkeligheden var en gut fra nabo-blokken i udklædning, men jeg kan forestille mig, at det nok har været en løbende tilvænning.
I dag ser jeg jo på julemanden som en hyggelig gimmick, men ikke ret meget mere end det.
Han er skabt for børnenes skyld.

Men hvorfor er det så så forfærdeligt, at gaverne bare er fra mor og far?
Hvorfor skal vi bringe en tredje mand ind i gave-givnings-forholdet?

Jeg er som sådan ikke utilfreds med idéen om julemanden. Jeg er bare en smule påpasselig med at lyve for min datter.
Jeg tror på ærlighed som den ypperste form for menneskelig kommunikation.
Hvis vi er ærlige overfor hinanden, fungerer vores forhold bedst.

Men vi voksne lyver jo også for hinanden ind imellem. Selv dem vi holder mest af, får hvide løgne med på vejen.

“Nej, de der nye sko er da superfede”
“Nåh John, jo han er da en meget fin fyr”
“Jeg kan desværre ikke komme med i aften, jeg har supertravlt med arbejdet”…

De hvide løgne har en funktion. De er med til at undgå unødige konfrontationer, glatte hverdagens kampe lidt ud og få tingene til at glide lidt nemmere.
Men hvorfor er det, at vi ikke bare kan fortælle vores medmennesker sandheden? Er den for brutal?

Visse ting kan jeg forstå, når det kommer til børn.
Der er ingen grund til at sætte sig ned med en 3-årig og fortælle om den nyligt afdøde hund, med detaljer om livets ophør, organismens forfald og den generelle sandhed i, at alting naturligt får en ende.
Der er det måske bedre at fortælle om hunde-himlen, for ikke at traumatisere de små.

Hvor gammelt skal et barn være, før vi holder op med at skåne dem for verdens sandheder?

Jeg kan rigtig godt lide idéen om den glade gamle fyr, der muntert drøner rundt i sin kane, for at glæde verdens børn.
Men hvornår skal man indrømme, at det bare er en hyggelig historie?

Jeg har ikke selv haft børn i den alder, så jeg vil gerne høre fra jer der har. Hvordan håndterede i situationen?

Indtil videre, bliver nissen ved med at levere gaver foran sin hoveddør, resten af december.

/Dennis