Close
Når voksne bliver barnlige
facebook pinterest twitter

Når voksne bliver barnlige

faderstuen 9 januar 2017, 18:19

Jeg har en datter på snart halvandet år.

Hun er en charmerende lille filur, og hun har det med at tryllebinde de fleste rum, hun tumler ind i.
Der er noget ved små børn i “vinke-alderen”, der gør dem svært uimodståelige.

Jeg har for nyligt lagt mærke til en tendens blandt de voksne, jeg befinder mig i nærheden af, når Gaia også er med.
Det er lige meget, hvor alvorlig, fuldskægget eller jakkesæts-beklædt du er, for hvis hun vinker, smiler og holder en legetøjshund op mod dig med ordene: “uuuuuhhhhhh VOV VOV!”, så siger du “Jaaaa, vov vov” tilbage.

Det kan gøre selv den værste dag bedre! Tro mig, hvis du har en dårlig dag, så find nogen med vinke-børn. Bare vær i nærheden af dem i 5 minutter, så garanterer jeg dig, at din dag bliver betydeligt mere munter!

Det er helt fantastisk at opleve voksne mennesker, der på den måde kommer i kontakt med deres indre barn igen. De fleste ved, hvor fantastisk det er, når et lille barn i en indkøbsvogn vinker og siger “hejhejhejhejhej” nede i Netto, men lad mig fortælle jer, det er absolut det fedeste, når man er forælder til det barn.

Der er bare ikke noget mere underholdende, end at se andre voksne prøve at være “voksne”, mens de vinker og smiler til min datter. De fleste prøver at holde lidt igen med pludre-lydene og vinker måske bare kort, mens andre går all-in på ansigts-forvridningen med flere babylyde end barnet selv producerer.

Det sjove er, at de fleste pakker hele showet sammen igen, så snart de får øjenkontakt med forældrene. Jeg tror, folk er bange for at overskride en personlig grænse, eller føler at de ikke vil træde ind i forældrenes privatsfære.

Lad mig lige gøre det klart: du må pludre, vinke, lave ansigter og få mit barn til at kluk-grine hele dagen, hvis du kan!

Hun elsker når folk laver ansigter, smiler eller vinker. Når det sjældent sker, at folk rent faktisk hopper med på vognen og leger med, så er det noget nært den bedste dag i verdenshistorien for hende.
Selv min far, som ellers er en solid klippe af stoisk ro, bliver helt barnlig og fjollet, når Gaia er på besøg,

At se en mand, der under normale omstændigheder er så fattet, blive komplet fanget af barnlighedens leg, varmer mit hjerte ufatteligt meget. Der er bare noget ved børn i den alder. De afvæbner folk helt automatisk.
Du kan gå fortvivlet rundt i din egen verden og være ked, men så snart det barn vinker til dig, så opstår der, måske kun for et kort sekund, glæde.

Måske kan vi allesammen lære lidt om os selv på den måde.
Jeg ved da fra mig selv, at jeg bør tale lidt mere med mit indre barn.

Måske bør man, bare ind imellem, tage sit indre barn i hånden, finde en legeplads, og så lige tage en tur på svævebanen.
Svævebanen! Kan i huske, hvor fedt det var? Sådan et gammelt bildæk spændt op i en wire, og så bare fuld hammer på, hele vejen ned til en omgang sand i sandalerne!

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at sidst jeg så mine forældre på en svævebane, var da vejret sidst var til det.
De er aldrig rigtigt holdt op med at lege, og det ses på deres ansigter.
Vi skal huske at lege!

Så tag dit barn, indre barn, niece, søster, bror eller lånebarn i hånden og find en svævebane!
Jeg lover, den er akkurat lige så mavekildrende sjov, som du husker den!