Navngivning VS. Dåb

20151122_103735

Søndag holdte vi Gaias navngivningsfest.

Vi havde valgt at navngive hende uden dåb.

Vi har fået lidt forskellige reaktioner på det, og det fik mig til at tænke over forskellene mellem de to alternativer.

Jeg er selv døbt og konfirmeret, men har siden da fundet en anden retning end kristendommen.
Det betyder ikke, at jeg synes kristendommen er forkert, jeg tror bare på noget andet.
Jeg har det på samme måde med alle religioner: Så længe dit forhold til Gud bliver holdt mellem dig og Gud, så er jeg ligeglad, hvad du tror på.
Hvis din tro giver dig ro, så må du tro på smølfer for min skyld. Det skal jeg ikke blande mig i.

Min kone, Emilie, er ateist.

Det har aldrig givet problemer i vores forhold, at den ene er troende, mens den anden er ateist.
Vores forhold til Gud, eller mangel på samme, er personligt og påvirker ikke vores indbyrdes forhold til hinanden.

Derfor var det naturlige valg for os, at lade Gaia bestemme selv.
Lige nu er hun ikke gammel nok til det, så vi lader hende vente til senere.

Hvis hun senere vælger at blive døbt ind i kristendommen, er det helt fint med mig. Det må hun selv bestemme.
Hun kan vælge en hvilken som helst religion, filosofi eller livssyn hun vil.
Så længe det giver hende ro og ikke går ud over andre, så er der frit valg i min bog.

Men hvad er forskellene på dåb og navngivning, sådan praktisk og fest-relateret?

En dåb foregår over to omgange.
Der er kirke-delen og fest-delen.

I kirken siger forældrene ja til kristendommen på vegne af deres barn, døber barnet og får en velsignelse af præsten.
Ligeledes har man faddere og gudforældre, der lover at passe på barnet i tilfældet af at forældrene ikke kan.

Det er en tradition, der ligger dybt, ikke kun i danskerne, men også i vores familie-opbygning.

Efter kirken holder man traditionelt en fest, hvor familie og venner samles for at fejre den lille ny.
Man spiser noget mad, drikker noget kaffe/øl/the/sodavand, og hygger sig.

En navngivning er principielt det samme, bare uden kirke-delen.
Det er knapt så traditionsbundet, og det kan nogle mennesker godt mangle.

Vi har haft flere mennesker, der har spurgt os: “Jamen hvis hun ikke skal døbes, hvad skal hun så?”.
Det er indskrevet i vores opfattelse af at blive forældre, at der følger en dåb kort tid efter.

Da vi valgte at navngive Gaia uden dåb, var det ikke uden omtanke.

Hun er den første person i begge vores familier, som ikke er døbt.
Det betyder også, at vi bryder familie-traditioner, der går meget langt tilbage.
Det være sagt, så tror jeg bestemt ikke, at nogen af vores familiemedlemmer føler sig stødt over vores valg, og hun havde da også vores familie-dåbskjole på.

Vi havde talt meget om det, og havde taget et velovervejet valg.
For mig, var det vigtigt, at min kone forstod at Gud er vigtig for mig, men at min datters frie valg var vigtigere.
Vi ville ikke presse en religion, som ingen af os tror på, ned over hovedet på hende.

På den anden side, vil vi heller ikke skræmme hende væk fra religion.

I disse tider er religion grobund for mange slemme ting i verden. Heldigvis er det også grobund for langt større kærlighed.
Alle de religioner vi kender, har et budskab af kærlighed, hvis man kigger fra den rigtige vinkel.

Det betyder, at min datter kan finde ro og fred i religion, akkurat ligesom jeg har det.
Det betyder også, at hun kan finde hele idéen om Gud lige lovlig abstrakt, som min kone gør det.

Det er op til os forældre, at introducere vores børn for verden på en måde, så de træffer deres egne valg, ud fra deres egne erfaringer. Ikke på baggrund af vores egne forudindtagede holdninger eller tro.
Ellers ender vi med en generation af kopierede mennesker, der intet ændrer.

Vores børn skulle meget gerne adskille sig fra os.

Vi kan bare håbe, at de har taget nogle af de gode værdier med sig.

/Dennis