Nemme glæder i hverdagen

Hverdagen kan godt blive travl ind imellem. Om man har børn eller ej, kan man glemme de små glæder. Min hverdag, med en gravid kone, er nok ikke mere stresset end så mange andres, men nogen gange er der knald på.

Og når man nu render rundt med hovedet under armen og bliver sur på verden, så kan det betale sig at sætte farten lidt ned.
For os betyder det ikke, at man nødvendigvis behøver bruge tusindvis af kroner på at rejse hen til noget varme, eller bruge flere timer i bilen på at finde et kroophold i det vestlige Jylland.
Der er mange små, nemme og gratis ting man kan gøre for at få lidt hygge på hverdagen.

Jeg har aldrig rigtig været så god til det der med at slappe af. Jeg bliver ret hurtigt frustreret over mine projekter, hvis ikke lige de går min vej.
Min kone er heldigvis i den helt anden grøft. Det viste hun mig den anden morgen.

Torsdag morgen kan vi møde på samme tid på arbejde, så vi står op sammen.
Vi spiser morgenmad, får kaffe, ser nyhederne, børster tænder og stiger på cyklerne sammen.

Jeg går som altid over og laver min kaffe og sætter mig på kanten af sofaen. Der ser jeg noget nyt.
Hver morgen drikker min kone et glas juice sammen med hendes graviditetsvitaminer. Men idag er den juice hældt op i noget nyt.

Et champagneglas.2015-03-29 17.04.26

Min kone har hældt sin morgenjuice op i et højt, slankt champagne-glas.
Jeg kan næsten ikke lade være med at grine mens jeg spørger hende: ”Hvorfor i alverden har du hældt juice op i et pagne-glas? Var der ikke andre?”
Hun svarer, som om det var helt almindeligt og naturligt: ”Næh, det virkede bare lidt mere fancy, og så gør det mig lidt glad”.

Mere grund behøver jeg ikke.

Det var nok den bedste start på dagen jeg kunne få, og det gav mig et permanent smil på læben hele dagen. Det eneste det krævede var at min kone glemte konventionerne og gjorde noget for sig selv.
Hun er så vanvittigt dygtig til at give sig selv, og andre, små glæder i hverdagen.

Nogen gange tager hun en lille ting med hjem til mig når hun handler. Det er som regel noget jeg mangler, men det er altid en lille ting; en ansigtscreme eller nye blade til min barberskraber.
Nogen gange er det ikke prisen eller den investerede tid der er vigtig. Nogen gange er det bare ”stoppet” i hverdagen og ideen om, at hun har tænkt på mig.

Nu hvor vi venter et nyt lille medlem af familien, er det nok endnu mere vigtigt at kunne slappe af i midten af en kaotisk hverdag.
Børn har det med at bryde reglerne og glemme, hvilken linje man har lagt for dagen.

Nogen gange skal man bare glemme at det er torsdag, dæmpe lyset i stuen, slukke for fjernsynet og hælde sin juice op i et champagneglas!