Close
Nytår i babyhøjde
facebook pinterest twitter

Nytår i babyhøjde

faderstuen 1 januar 2016, 18:02

Allerførst rigtig godt nytår til jer allesammen!

Hjemme hos os har vi altid holdt nytårsaften nogenlunde roligt. God mad, champagne, lidt krudt til de voksne, børn med alt for store sikkerhedsbriller og dronningens nytårstale.
På den måde tror jeg, at vi holder nytår ligesom så mange andre. Vi holder ikke abefest, men der er bordbomber i hele hytten.

I år har vi haft vores lille Gaia med til nytår for første gang.
Vi overvejede at holde nytår selv, så Gaia var i vante omgivelser, men det er også bare trælst at skulle smide sine gæster ud kl. 22.45 fordi Gaia muligvis var totalt umedgørlig.

Derfor valgte vi at tage ud af huset nytårsaften.

En af mine bedste venner var venlig nok til at invitere os alle tre. Et spædbarn til nytår afskrækkede ham ikke synderligt, så vi tog afsted hele holdet.
Ikke engang de andre gæster blev skræmt af udsynet til babygråd til nytår.
Det imponerer mig meget, at mine venner er villige til at have babygråd og bleskift med til nytår. De kunne jo bare have valgt en anden løsning. Det siger lidt om mine venner, synes jeg.

Vi var en lille flok, der samledes for at spise noget god mad og få lidt (rigeligt) champagne.

På den måde var vores nytår i år meget ligesom vi plejer at holde det. Den eneste forskel er bare, at vi havde et barn på fire måneder med på armen.
Så kommer det vigtigste spørgsmål jo: Hvordan håndterer sådan en lille størrelse nytårsaften?

Hun klarede det helt akkurat som vi havde håbet. Hun fik nogle gode lure, var med til festen, kiggede på folk og sov sig gennem den sene aften.

Vi kørte hjem omkring kl. 03 med en træt og tilfreds baby.

Min kone drikker ikke, så hun var sød nok til at lade mig være ham den uansvarlige til nytår. Hun kørte hjem, så jeg kunne få lidt ‘pagne med de andre.
Jeg kunne gå udenfor og ryge min årlige cigar med champagne i hånden, mens jeg kiggede på nytåret.

Men nytår handler ikke kun om fest og farver for mig. Det er et godt tidspunkt at se tilbage på, og året i faderstuen har bestemt ikke været kedeligt.
Vi har fået vores lille Gaia, vi har købt vores helt eget hus og vores generelle verden ser noget anderledes ud end for blot et år tilbage.

På trods af terror, Donald Trump og den fortsatte ødelæggelse af planeten generelt, er jeg glad for at have bragt et barn til verden.

Det kan godt være, der findes meget dårligdom, krig, sygdom og ødelæggelse i verden.
Jeg tror bare på, at der findes mere næstekærlighed, godhed, håb og heltemod.

Min lille pige får verden at se som den er, både det gode og det dårlige, men gennem et filter af positiv indflydelse fra et par meget fjollede, glade og dybt forelskede forældre.

Så nu er vi trådt ind i et helt nyt år.
Jeg håber, det bringer lige så mange gode ting som 2015 gjorde det.
Jeg glæder mig hvert fald til at se min datter bliver et helt år ældre.

Jeg håber, vi allesammen kan hjælpe hinanden til at gøre verden til et bedre sted næste år.
Bare en lille smule.

Godt nytår allesammen.
Jeg håber i kom sikkert, fredeligt og festligt ind i det.

/Dennis