… og så var vi 4!

Okay, jeg har været stille længe.
Hvor længe? Omkring 4 måneder. Det er længe.

Så spørgsmålet er: hvorfor har jeg været stille så længe?

Jeg ville gerne komme med et eller andet super awesome svar, hvor jeg beskrev rejser til Maldiverne, episke eventyr og noget med eksplosioner.
Men sandheden er at jeg bare har levet.

Vi er blevet en familie med to børn i huset, og pludseligt har jeg fået en større indsigt og respekt for folk med børn.
I min vennekreds er der kun én, der har flere børn.
Han håndterer to aktive, hurtige og knaldhamrende smarte drenge som var det ingenting. Det er vildt, og jeg har aldrig haft så meget respekt for manden, som jeg har nu.

Livet med to børn, er bare en helt anden verden, end med ét barn.
Folk har ellers fortalt mig: “Jo jo, nummer to er nem nok, for du ved allerede hvad det indebærer”.
Det er delvist korrekt. Det er også delvist bullshit.

Jovist, jeg ved hvordan man skifter en ble, hvordan man håndterer en omgang feber og har da også håndteret ukristelige mængder af lort før.
Men jeg har aldrig prøvet at have to.

Det er en kæmpe udfordring, men mest af alt er det et kæmpe eventyr. Det er en helt igennem vild oplevelse at se min datter blive storesøster, og en endnu mere vild oplevelse at se, hvor godt hun håndterer det.
Hun er bare vokset med opgaven og er blevet den bedste søster for Hugo, jeg kunne forestille mig.
Hun passer på ham, kysser ham, nusser ham og er bare generelt en kæmpe kærligheds-klump.

Men holy crap, hvor er jeg træt.
Hey forældre med to børn, kan I huske de der aftener hvor man lige kunne rende i haven i 2 timer efter puttetid? Eller bruge en god time på kaffe og backgammon?
Nej, vel? Heller ikke mig!

Hvad i hele hule helvede brugte jeg egentligt alt den fritid på? Altså den fritid som jeg ikke længere besidder.
Helt seriøst, så må jeg have spildt meget af den.

Er det fedt at have to børn? Helt sikkert!
Er det hårdt at have to børn? Helt sikkert!

Men når voksne idioter som mig siger: “Det er det hele værd”, så er det også rigtigt.
Det lyder sådan lidt ambivalent, men det er altså sandheden.

Det eventyr vi har kastet os ud i med unger, har jeg jo også kastet mine børn ud i.
Det er det største kick i verden at opleve min familie finde sin stemme, og for lige at være helt træls at høre på; min familie er vildt fed!

Jeg ved godt, man ikke må være alt for selvfed.. jantelov og alt det.. men min familie er helt vildt fantastisk!
En storesøster, der knuselsker sin lillebror, en kone der i alle livets aspekter er en goddamn superhelt af en boss-lady, et lille nyt menneske, vi glæder os så meget til at lære endnu bedre at kende, og så mig.

Mig, som bare driver gennem tilværelsen sådan lidt på må og få, har formået at finde en stemme i familien, som giver mening.
Jeg har altid været typen, der ledte efter en “hylde” at placere min energi på; poesi, fotografi, blog-skrivning, 3 forskellige sportsgrene og endda et forsøg på en bog.
Det er det mest meningsfyldte jeg nogensinde har gjort, det her med at være far.

Tænk sig, et privilegium det er, at nogen kalder mig far. At nogen kigger på mig med den samme glansbillede-forestilling, som jeg altid har kigget på min egen far.
Det er da overdrevent fedt!

Så nu vil jeg lige nyde min familie.
Det næste indlæg kommer måske om en uge. Måske kommer det om 3 måneder.
Jeg vil ikke love andet, end at jeg forholder mig lykkeligt til det hele!

/Dennis