Om opdragelse

Det er altid lidt farligt at bevæge sig ind på et emne som opdragelse.
Alle familier har forskellige indstillinger og traditioner, og det kan være et meget ømt område for småbørnsforældre.

Min kone og jeg er ikke altid enige om det ‘regelsæt’, der skal sættes for vores datter.
Jeg er nok mere af den gamle skole, og kommer måske til at opdrage lidt mere strengt.

Ikke fordi jeg selv er opdraget strengt overhovedet. Mine forældre havde en fantastisk indstilling til opdragelse, og gjorde et rigtig godt job, både med min søster og jeg.
Vi har altid haft nogle faste rammer vi kunne bevæge os indenfor, mere eller mindre frit. Til gengæld viste vi også godt, at gik vi ud til kanten og testede de rammer, så var der også en konsekvens af vores handlinger.
Der har altid været en rigtig god balance mellem handling og konsekvens, og det er en af de ting jeg tager med videre til mine egne børn. Hvis mine forældre sagde: “Hvis ikke du stopper, så kører vi hjem igen!”, så var det sådan set lige meget om vi havde været til fødselsdagen i 5 minutter eller 3 timer, de kørte os bare hjem!

Det var, har jeg senere opdaget, en ret beroligende barndom. Vi var aldrig i tvivl om, hvor vi havde vores forældre.
På den anden side af opdragelsen, har vi også altid kunne komme til vores forældre, hvis vi havde lavet fejl.

Jeg kan huske min mors mantra: “Hellere komme og fortælle om dine fejl. Jeg vil hellere høre det fra dig, end en fremmed.”

Det betød at der altid var et åbent forum derhjemme. Man blev ikke nødvendigvis straffet, hvis man havde lavet en fejl, men man kunne få en snak om, hvad der var gået galt, og hvorfor.

Nu står jeg jo selv og skal være den opdragende del af ligningen. Vores datter er godt nok kun 4 måneder gammel, men tiden flyver, og snart skal der sættes nogle rammer for hende.
Vi vil jo allesammen vores børn det bedste, og nogen gange skal man være den onde far, for at være den gode far.

Det er ikke altid, at børn har brug for det samme som de gerne vil have.
De vil sikkert gerne have en far som også er deres bedste ven, men nogen gange er man nød til at sige nej.

Jeg kommer til at skuffe mine børn, gøre dem sure, kede af det og de kommer nok også til at hade mig til tider.
Det ser jeg som værende en vigtig del af opdragelsen.
Jeg har i min barndom også tit tænkt: “Årh, mor og far forstår mig slet ikke!”.

Det var jo egentligt ikke fordi de ikke forstod mig, det var bare fordi de forstod verden bedre end mig.
Måske skal man nogen gange være den forælder børnene har brug for, frem for den de ønsker.

Når man selv får børn, kan det være enormt interessant at tænke over sin egen barndom.
Mine forældre gjorde det så godt de kunne, og har fået to meget fornuftige børn ud af det.

Måske jeg lige skal ringe til dem og takke dem.
Takke dem for at de turde være lede og uretfærdige for mit eget bedste.
Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være at sige nej, når barnet står med våde øjne og bedende stemme.

Jeg håber, jeg har viljestyrke til at kunne følge deres eksempel.

/Dennis