Om sorggrupper

De fleste, der læser med på min lille blog ved, at min kone og jeg mistede vores søn Falke i 2014.

I den forbindelse blev vi tilknyttet en sorggruppe på Skejby sygehus. Gruppen bestod af 4 par i samme situation som os, og 2 jordemødre, der var uddannede til at håndtere en sådan gruppe.
Da vi i første omgang blev tilbudt gruppen, var jeg lidt imod tanken.

Der var nogle fordomme jeg lige skulle over, for jeg troede, at det ville blive en lidt forsødet omgang “kast risposen over til Dennis, så fortæller han hvad han hedder, hvor gammel han er og hvorfor han er ked af det”.
På samme tid, kunne jeg ikke se, hvorfor i alverden jeg skulle have behov for at diskutere min sorg med fremmede mennesker.

Jeg har et meget stærkt netværk af venner og familie, og jeg synes egentligt, at de var nok.

Heldigvis er min kone til tider mere klarsynet end mig, og hun fik mig overtalt med præmissen at “hvis vi synes det er fjollet, kan vi jo bare holde op med at komme”.

Så vi tog afsted med alle vores fordomme.

Det viste sig meget hurtigt, at jeg tog fejl.

Sorggruppens medlemmer gik meget hurtigt fra at være fremmede, til at være vores nærmeste støtte.
Det er en lidt omvendt måde at lære hinanden at kende på, sådan en sorggruppe.
Jeg sad overfor et utroligt sympatisk par, der havde mistet deres søn, nogenlunde på samme måde og tid som vi havde.

Jeg vidste ikke, hvad de lavede, hvor de boede eller hvad deres politiske synspunk var, men det var også ret lige meget.
For hver gang jeg fortalte om min sorg, kunne jeg kigge over på en mand, der nikkede i takt med mine ord.

Her sad jeg med nogle mennesker, der kunne forstå min sorg på en måde som min familie ikke kunne.
Ikke at min familie var uforstående, men det kan være svært at sætte sig ind i noget, man ikke har prøvet.

Men de her mennesker prøvede ikke at sætte sig ind i vores sorg, for de levede i den på samme måde som os.
Det var fantastisk at opleve mennesker, der på så åben vis kunne dele min sorg.
Mennesker, der var villige til at græde på vegne af os, og tillade os at græde med dem.

En af de andre mænd havde skrevet en meget smuk sang til deres søn, som han fremførte med en akustisk guitar.
Det var noget af det mest følsomme, inderlige og smukke jeg nogensinde har været en del af.
Fra første strofe sad jeg og græd, og det gjorde mig både overrasket og glad på samme tid.

Her sad en mand, der på fineste vis fremviste at mænd ikke altid behøver være macho og følelsesforladte væsner.
Jeg har til stadighed kæmpe respekt for hans mod og styrke.

Det kræver meget af en mand at græde foran andre mænd.
Det er bare noget, der ligger i os. Jeg kan ikke forklare det eller gøre for det, det er bare en barriere der ligger i vores natur.
Jeg undervurderer slet ikke kvinderne, forstå mig ret, men jeg kan kun tale for mit eget køn.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sidde i et rum med fremmede og græde, men situationen gjorde det bare acceptabelt.

Jeg måtte pakke min rispose-teori godt og grundigt sammen, og overgive mig til det fænomen jeg nu var en del af.
Jeg er ikke sikker på, at sorggrupper virker for alle, men det virkede for os.

En sorggruppe afføder mange tanker, nogle mere fornuftige end andre, men sådan fungerer sorg tit.
Vi havde samtaler om, at det egentligt var godt at noget så forfærdeligt var sket for lige netop os, fordi vi havde styrken til at håndtere det.
Jeg så en styrke hos de her mennesker, som jeg aldrig har oplevet før.

Grunden til at jeg taler om sorggruppen så længe efter dens ophør er, at min kone og jeg for nyligt fik kontakt til et af parrene igen.
Deres email-adresser havde ligget i min telefon i en hengemt note, og så besluttede vi os for at skrive til dem.

Det var heldigvis gået dem godt, og de havde, ligesom os, fået en dejlig, lille datter i mellemtiden.
Det var lidt sært at skrive til nogen man havde haft så tæt inde på livet, men ingenting vidste om, men det gjorde mig umådeligt glad at høre fra dem.
Alene synet af en email i indbakken fra dem, gjorde mig helt glad.

Jeg var glad for min sorggruppe. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det var skelsættende for min måde at håndtere sorgen på.
Klichéer er nogen gange sande, og dette tilfælde er ingen undtagelse:

Sorg er nemmere at håndtere, når man taler om den.

/Dennis