På barsel med far – del 1

Jeg er begyndt på et nyt projekt!

Jeg er nemlig gået på barsel i 5 uger.. helt alene.

Njae, helt alene er jeg jo ikke, for min kone kommer jo hjem fra arbejde hver dag, men i dagtimerne! Dér er jeg alene!

Jeg har besluttet at skrive min barselstid ned i et par indlæg. Måske en uge af gangen.
Det gør jeg mest fordi jeg ved, at jeg glemmer mange af detaljerne når tiden går, og jeg vil gerne kunne se tilbage på denne tid.

Første uge startede faktisk fint.
Min kone tog på arbejde og efterlod mig og Hugo derhjemme.

Dér løb jeg ind i udfordring nummer ét, allerede efter et par minutter.
For hvad laver man med en baby?

Altså knægten er snart 10 måneder gammel, så han sidder jo bare og stirrer på mig, mens han venter på at aben underholder ham.
Så står man dér, som en form for hofnar med fancy titelkort og skal underholde et menneske, der knapt har fundet sine egne hænder endnu.

Så jeg forsøgte mig med lidt musik.
Det synes ikke at påvirke den lille konge synderligt meget.

Derefter forsøgte jeg mig med en forestilling, der både indeholdt dans, talende bamser og forskellige stemmer.
Igen var monarken yderst uimponeret.
På nuværende tidspunkt havde jeg været på barsel i noget der lignede 45 minutter, og jeg begyndte allerede at panikke en smule.

Hvad helvede havde min kone brugt det sidste år på?
Hvad havde hun lavet med den lille tronarving?

De efterfølgende dage gik lidt bedre.
Jeg begyndte at fange rytmen i direktørens liv; hvornår skal der spises, hvornår skal der soves og hvornår skal der skides.
Alt sammen falder rimeligt præcist på plads, hver dag.

Men så kom torsdag.
Torsdag.
Normalt er det mandag man hader. Ikke denne gang.

Hans kongelige højhed, Hugo den første af Låsby, besluttede sig for at de der 2×2-timers lure han havde taget de sidste par dage, skulle reduceres til 2×1 timer, og resten af tiden skulle derefter udfyldes med en hysterisk skrigen, der ville være en middelalderlig heks værdig.
Da min kone selvsamme torsdag skrev til mig: “Hey! Husk,vi skal ned og spise hos min mor i aften”, var mit eneste spørgsmål:

Hvordan… hvordan i alverden har min kone overlevet et helt år på barsel, uden at rykke ansigtet af sig selv i ren frustration?
“Helt i orden skat, vi står klar når du kommer og henter os!” fik jeg skrevet, mens min hjerne smeltede sammen over idéen om at skulle nogen som helst steder hen, med den bunke af sprængte sikringer, der sad og skreg på min arm.

Jeg har opnået en forståelse og respekt for min kone, som jeg allerede troede jeg havde, men som har vist sig at være kraftigt i underkanten.
Hun har formået at smile, lave mad og holde huset, alt imens hun har skulle håndtere en decideret shitstorm af.. ja… lort.. men også skrigen!

Så hey! Mødre på barsel: I er så sindssygt seje! Hvordan gør I det!?
Jeg er fem dage inde i projektet, og jeg synes allerede det er stressende!
Forstå mig ret, det er mere fedt end det er stressende, men hold da op, hva’? Det er godt nok en mundfuld!

Nu siger jeg lige noget, som jeg ikke er stolt af, men som absolut skal siges:
Jeg troede, at det var bare lidt mere en hyggetjans.

Jeg troede faktisk, at min kone hyggede rundt herhjemme med et barn på armen, mens hun fløjtede en lille melodi, indtil barnet skulle puttes.
Jeg havde slet ikke tænkt over, hvor kaotisk hun også må have haft det.

Og hey! Fædre på barsel: I er også sindssygt seje! Hvordan gør I det?!
I må meget gerne sende idéer min vej! Det ville være KRAFTIGT værdsat!

Jeg har stadig fire uger at øve mig i.
Og selvom det ikke lyder sådan, så glæder jeg mig faktisk ret meget til det!

Jeg elsker at danne bånd med min søn, og jeg kan mærke vores forhold blive stærkere for hver dag, der går.

Vi ses i næste uge! Så må vi se om mit ansigt stadig er intakt!

/Dennis