Panik med ro på!

Hold op, der sker meget i sådan en graviditet!

Natten mellem torsdag og fredag vågnede Emilie med smerter i maven.
Så er der panik med ro på!
Jeg prøvede at forholde mig roligt, mens jeg forsikrede Emilie om, at det nok bare var lidt “vokseværk” i maven. Det mente Emilie nu ikke.

Smerterne forsvandt, kun for at komme igen nogle minutter senere. Sådan fortsatte det en halv time.
Så røg min hjerne på express-toget til panik-by!
“Er det veer? Det er alt alt for tidligt med veer! Tidlig fødsel? Hvad gør man lige her?!”

Min hjerne har den fantastiske/forfærdelige evne, at den kan kidnappe min fornuft hurtigere end jeg når at stave mig igennem, hvad klokken er.

Så jeg ringede til akut-modtagelsen på Skejby. De havde jo fortalt mig, at jeg bare kunne ringe, hvis jeg var nervøs.
Jeg tror iøvrigt, at den telefonlinje bliver benyttet mere af mænd end kvinder. Jeg synes ihvertfald, at det virkede til at hun var vant til at have med nervøse mænd til gravide kvinder at gøre.
Anyways, vi endte med at tage derind for at blive checket.

Klokken var ca. midt om natten da vi kom derind, i hvad jeg bedst kan beskrive som mit livs mest ambivalente køretur.
“Kør forsigtigt, du har en gravid kvinde og dit kommende barn i bilen, men kør for helvede stærkt, så vi kan nå derind i tide!”

Da vi ankommer, bliver vi taget imod af Rikke.
Rikke giver os en stue, og fortæller at hun kommer om lidt.

Allerede her er jeg jo ved at gå i spåner. Hvad helvede skulle Rikke derude i virkeligheden, uden for døren? Forstod hun ikke at det her var meget vigtigere?!

Rikke, som iøvrigt var helt ufatteligt sød og venlig, kom ind og talte lidt med os.
Hun mærkede på Emilie, fik en urinprøve og temperatur, og målte blodtrykket. Hun scannede endda maven for at lytte efter hjertelyd.
Den var der. Tak Gud for, at den var der.

Vi fik at vide, at der altså ikke så ud til at være noget galt, men at hun lige ville ringe efter en læge.
Så Rikke ringede efter en læge, mens Emilies smerter stadig kom med jævne mellemrum, og forsvandt ligeså hurtigt igen.

På det her tidspunkt var jeg ved at være godt knotten og nervøs.
Der var ingen der gjorde noget jo!
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet de ville gøre, men det blev ihvertfald ikke gjort!

Nu kom Rikke tilbage og spurgte, om Emilie havde noget familie som havde haft galdesten.
Galdesten?
Hvad fa’en har galdesten at gøre med noget som helst Rikke?!

Det viser sig, at galdesten kan blive fremprovokeret af en graviditet, og at smerterne sidder i maveregionen. De kommer i “anfald” og kan meget nemt forveksles med veer.
Så der blev mærket på Emilies mave under en af smertebølgerne, og både læge og jordemoder fandt ud af, at livmoderen slet ikke trak sig sammen.

De smerter Emilie havde, havde slet ingenting at gøre med hverken livmoder, baby eller graviditet som helhed.

Så kunne jeg stille og roligt finde min fornuft frem igen og sætte den på plads.
Panikken blev sendt med toget hjem, og vi kunne slappe lidt mere af.

Smerterne fortsatte i cirka et døgn. Nu er de holdt op igen.
Jeg lavede den sædvanlige fejl at google det hele.
Det skal man lade være med! Så snart man skriver “hoste”, så er man døden nær!

Men jeg kan så forstå at andre med galdestens-problemer oplever nogenlunde det samme. At det kommer ind imellem, og at det holder op igen.
Emilie har ikke haft nogen smerter siden, og vi håber at det var slags “one night only” form for show.

Vores lille pige har det godt derinde. Hun tumler rundt som aldrig før, og sparker også Emilie alle de forkerte steder (ihvertfald ifølge Emilie).

Jeg har oplevet panik før, da vi mistede vores søn sidste år.
Jeg skal bare lige vænne mig til at slappe lidt af, holde hovedet koldt og tage det hele med ophøjet ro.
Det tror jeg også, at Emilie er bedst tjent med.

/Dennis