Om psykologhjælp

Jeg har altid haft en meget kraftig fordom om psykologer.
Det har i mange år været min mening, at de tog alt for mange penge, for at gøre alt for lidt.

Jeg har tidligere ikke kunne forstår, hvorfor i alverden jeg skulle betale adskillige hundrede kroner i timen, for at en fremmed kunne lytte til mine problemer.
Jeg kan fortælle om min hverdag derhjemme, ganske gratis.

Det ændrede sig efter mit første møde med en psykolog.

Jeg startede ved psykolog i forbindelse med at vi mistede Falke, men det udviklede sig ret hurtigt i en anden retning.
Faktisk talte jeg med hende om alle mulige andre ting end lige præcist Falke.

Det viste sig at jeg havde en god bunke følelser, der havde været låst inde i et skab jeg ikke vidste eksisterede.
Jeg var utroligt skeptisk i starten. Jeg tænkte, at hun nok prøvede at skabe nogle problematikker hos mig, som jeg ikke havde, for så at kunne skrive en større regning.
Men til min store overraskelse, havde jeg det mærkbart bedre hver eneste gang jeg havde besøgt hende.

Det var som om jeg kliché-agtigt havde båret rundt på noget vægt uden at vide det, for så at smide noget af den hos psykologen.
Jeg fik frigivet noget overskud, som jeg desperat havde brug for derhjemme.

Også min kone kunne se, at jeg var en gladere mand.

En af de første ting psykologen måtte hjælpe mig med, var at komme ud over “jeg er ikke syg i hovedet, jeg har ikke brug for hjælp”-tanken, som jeg havde opbygget.
Jeg troede jo, at psykologer var til folk, der led under en psykisk sygdom af en art.
Når jeg kiggede på mig selv så jeg en normalt fungerende ung mand.
Altså mente jeg, at jeg måtte have det godt.

Problemet var jo så bare, at jeg ikke havde det godt.

Når man har prøvet at drikke noget væk længe nok, så finder man ud af, at det er en virkelig dårlig måde at håndtere verden på.
Jeg har aldrig haft et decideret misbrug af alkohol, men det var som regel den vej jeg valgte, når tingene blev for meget.

Jeg tror fuldt og fast på, at alle kan have brug for hjælp.
Ikke nødvendigvis fordi man er syg eller har et aktivt problem i sit liv. Det er bare enormt sundt og frigørende at få talt om sine følelser.

Det er bare noget vi mænd er rigtig dårlige til.
Der har i mange år været en barriere for mænd, som ikke mente de havde brug for hjælp. Vi holdt det inde og håbede på at det gik væk af sig selv.

Jeg vil gerne officielt stille mig frem som mand og sige, at det ikke virker.
Et par timers samtale med en psykolog kan gøre din tilværelse betydeligt mere behagelig. Også selvom du ikke mener, du har brug for hjælp.

Det var ikke sådan, at jeg sad og tudede og hældte mit hjerte ud i en petriskål for hende, så hun roligt og mageligt kunne dissekere mit indre.
Vi sad bare og fik en kop kaffe og talte om ting, der faldt mig ind og som lå mig på sinde.
Det var en rigtig rar oplevelse at blive hjulpet uden at opdage det.

For en psykolog lytter ikke bare.
De stiller dig lige akkurat de rigtige spørgsmål, der får dig til at tænke i baner, du ikke havde gjort før.
Du hjælper dig selv, med hjælp udefra.

Min psykolog hjalp mig ikke med noget direkte.
Hun fik mig bare styret ind på en bane, hvor jeg kunne hjælpe mig selv, ved at se tingene fra en anden vinkel.

Jeg tror ikke, jeg er færdig med at bruge psykologer.
Sådan en gang hvert andet år, kunne jeg sagtens lige tage et par timer igen.

Det er ikke et svaghedstegn at bede om hjælp.
Det er et tegn på personlig styrke at overkomme dine barrierer.

Det er langt sværere at bede om hjælp end at blive derhjemme.

Så mand dig op og bed om hjælp!
Det er den virkelige udfordring.

/Dennis