Privatsfære i offentligheden

Hej mødre og fædre!

Jeg har et helt reelt spørgsmål til jer.

Måske kommer jeg til at virke en smule naiv, dum eller uforstående. Det må jeg jo så tage med.
Mit spørgsmål er; hvor går jeres privatsfære mht. jeres børn og fremmede?

Jeg har tit siddet i busser og tog, mens et barn på skulderen af mor / far foran, har vinket og pludret lystigt til mig.
Jeg har mest af alt lyst til at vinke og pludre tilbage på fuld hammer, men jeg ved også godt at, når jeg gør det, så bliver forældrene en smule utrygge.

På samme måde har vi, i vores lokale Netto, ret mange familier der handler ind.
Det er forældre der har deres børn med ud for at handle ind, sent på dagen, og man kan se at de sidste dråber af energi er på vej ud af batteriet.
Men når nu børnene kigger op på mig og smiler, må jeg så smile og vinke tilbage?
Må jeg sige til dig: “Du har vel nok en charmerende lille pige / dreng!”?
Eller er det for underligt?

Det jeg mener er bare, at jeg ikke mener noget ondt. Jeg kan rigtig godt lide børn. Specielt børn der er glade, søde og charmerende.
Det kan være helt ustyrligt svært at modstå trangen til at vinke, når nu din lille, krølhårede kompagnon vinker til mig.

Egentligt har jeg jo nok mest lyst til at løbe hen og løfte barnet op i en form for svingturs-krammer af en art, men det ved jeg godt er over de flestes grænser. I øvrigt tror jeg også barnet ville blive lettere traumatiseret af oplevelsen.

Jeg havde for nogle år tilbage en oplevelse med en mor og hendes barn i Netto.
Mor, som var meget træt og tydeligvis ikke havde ret meget overskud tilbage, stod med en lille mørkhåret, krystal-blå-øjet, charmetrold af en pige på armen.
Pigen, som heller ikke havde det store overskud af energi, var i gang med at græde sine øjne ud, da hun fik øje på mig.
Jeg slog et fjollet ansigt op, rakte tunge, vinkede til hende og smilede.

Se, den lille pige holdt op med at græde. Hun smilede faktisk tilbage til mig.
Men da mor opdagende min kontakt med hendes barn, vendte hun sig en halv omgang, så barnet ikke kunne se mig længere, mens hun gav mig et blik der mest af alt sagde: “PÆDO-ALARM!!!”.

Jeg prøvede egentligt bare at hjælpe den stakkels kvinde. Hvis jeg nu kan få hendes barn til at indstille gråden for en stund, er det så ikke okay?
Det er en svær balance synes jeg, og jeg har ikke selv børn endnu.
Måske lærer jeg det når jeg selv står med et barn på armen?

Hjælp en kommende far her! Jeg lover at jeg nok skal lade være med at give jeres børn svingturs-krammere uden at spørge først, men må jeg smile, vinke, pludre og hejhejhejhejhej’e til dit barn?

Hvor går din grænse for fremmedes kontakt til dit barn i offentligheden?

/Dennis