Så sov dog!

“Pleaaaaaaase, lad klokken være, sådan, 06.30 eller noget i den stil,” tænker jeg, da Gaia pludseligt begynder at larme fra sengen.
Da jeg åbner øjnene og opdager, hvor mørkt rummet er, må jeg konstatere, at klokken ikke er hverken 6.30 eller tæt derpå.

“Jamen så sov dog!” er min første tanke.

Klokken er slået 03.00 og Gaia har besluttet sig for, at bare fordi resten af tidszonen har bestemt sig for visse regler, så er hun bragende ligeglad.
Hun er vågen, frisk og klar på eventyr, så hvis ikke de andre medlemmer af familien er vågne, så må hun tage opgaven på sig og få vækket hele hytten!

Hun begynder egentligt ret hyggeligt med en pludrende omgang “baaabaaabaa”, men glider hurtigt over i en mere insisterende “AAAHMAAAMAAAA”, som typisk set betyder noget i stil med: “SÅ ER DET MORGEN ALLESAMMEN! RISE AND SHINE!”

Det er svært at ignorere en baby, der larmer så meget, og på samme tid udøver en kombination af lussinger og hårfjernelse på hendes forældre.

Vi vil jo gerne lege med barnet, men foretrækker det nok i døgnets lyse timer, og er nok også nød til at lære hende noget om tidsnormer og generel nat/dag kontrast.
Så jeg lægger ud med et roligt: “shhhhhh, min skat”.
Det har ingen effekt.

Faktisk er jeg lidt i tvivl om hun har hørt mig, da hun råber ret højt.
Hun minder på mange måder om en fuld kammerat i mini-format, der har lidt for travlt med at forklare noget om en film hun har set, mens hun ignorerer alle omkring sig, bæller bajere og overdøver det meste af festen.

Det er overraskende tit, at den sammenligning kan bruges i øvrigt.

Min kone prøver også med et “shhhhhhhhh”, der varer lidt længere.
Det virker heller ikke.

Hun bliver tilbudt brystet, men også her må vi konstatere, at det ikke er sulten, der har vækket hende.
Efter en god halv time med “shhhh”-lyde, her-får-du-lige-sutten-igen-aktioner, dyne-pålægninger (gange cirka 200) og pande-nusning, falder hun endeligt i søvn igen.

Vi har haft en god bunke nætter, hvor hun vågner sådan.
Hun er helt frisk og oplagt, og vi aner ikke helt hvorfor.
Der er ellers nok teorier.
Er hun sulten, er hun understimuleret, keder hun sig, er hun stresset?
Vi har prøvet med vælling, tung aftensmad, ingen aftensmad, aften-leg, aften-kedsomhed og alle mulige andre kombinationer af aktivitet og stilhed.

Hun virker ikke generet af sine natlige eventyr, og hun er ikke synderligt mere træt om morgenen.
Måske hun bare lige minder os om, at vi ikke skal gøre os nogle forhåbninger om god søvn lige for tiden.
Måske er hun bare et af de børn, som ikke har ret stort søvnbehov?

Ærlig talt, så ved jeg det ikke.
Det er heller ikke alle nætter, der foregår som denne.
Der er også nætter, hvor hun sover ganske fint, får mad 2 gange i løbet af natten og så sover hun ellers der imellem.

Det er nok mere de voksne i husstanden, der er generet af de natlige tumlerier.
Er der nogen, der kan nikke genkendende til min lille beskrivelse?
I så fald, vil jeg meget gerne høre, hvordan i alverden I fik barnet afvænnet igen.

Der må være en mor eller far derude, som kan et magisk trick af en art (please!).

/Dennis