Smilets by har gule tænder

Dette indlæg bliver lidt anderledes.
Det var en strøtanke, som kom fra ingenting, men jeg syntes, at den fortjente lidt tekst.

Jeg bor i smilets by, Århus.
Her har jeg boet hele mit liv.

Jeg har boet både i pæne områder, og knapt så pæne.

Det, der slår mig, når jeg ser nyhederne, er bare, at vi sjældent hører om det fulde billede af min skønne by.

Jeg har boet i det de i medierne kalder en ghetto.
Jeg skal ikke argumentere imod dem, det er sikkert efter alle statens nedskrevne regler en ghetto, men jeg synes billedet er for sløret.

Jeg har i min opvækst i ghettoen sjældent oplevet andet end familiært sammenhold og gode minder.
Jeg kan huske at have leget udenfor til klokken 22 om aftenen, helt uden at skulle være nervøs for noget som helst.
Min eneste bekymring var at komme hjem til den aftalte tid, så min far ikke blev sur.

Måske var jeg farvet af barndommens glød, men jeg bliver altid personligt fornærmet, når nogen taler så grimt om det sted jeg kaldte hjem.
Stedet lærte mig meget om livet.
Det var ikke et glansbillede af det sikre liv, for der var også ballade ind imellem. Man glemmer bare tit, at der altid er ballade i alle områder.
Der er altid et par af naboens knægte, der larmer lidt for meget, smadrer en rude med en bold, eller bare generelt er lidt nogle bøller.

Min opvækst i ghettoen lærte mig, at hvis du møder dine medmennesker med forståelse og respekt, så vil du få det tilbage tifold.
Jeg har spist middage hos folk fra andre kulturer, som viste mig, at salt og peber ikke var de eneste krydderier man kunne bruge.
De viste mig, at min klassiske danske opvækst ikke var det eneste, der fandtes. At bare fordi hudfarven og sproget var forskelligt, betød det ikke, at vi ikke kunne dele en middag.

Jeg oplevede en gæstfrihed hos de familier, som jeg endnu kun har set få gange hos “danske” familier.
Jeg har et meget specifikt minde om en familie, der inviterede vores på middag.
De havde gjort alt for meget ud af hele showet, hængt danske flag op i stuen og det hele.
De havde prøvet at være så gæstfrie, at det nærmest blev for meget. Det var rørende og helt igennem varmende.
Knapt havde man tømt sit glas, før det blev fyldt op igen.

Jeg er blevet lært, at man tager sin tallerken med ud i køkkenet, når man har spist. Det viser respekt for værten.
Hos denne familie måtte vi ikke gøre det. De tillod ikke deres gæster at arbejde, for vi var jo gæsterne.

Jeg har lært at møde folk med interesse. Jeg synes, det var fantastisk interessant at se hjem, der var indrettet på en anderledes måde. Steder, hvor tæpperne hang på væggene i stedet for at ligge på gulvene.

Den nemmeste reaktion på forskellighed er som regel frygt. Problemet med frygt er, at det blokerer for forståelse.
Vi skal ikke vente på, at vores stat eller kommune laver et integrationsprojekt, hvor familier bringes sammen på kryds af kultur og religion.
Vi skal bare møde andre folk som de er.

Jeg elsker min by. Jeg elsker festugen, kulturen og vores underligt designede rådhus – og ghettoen.

Men hvis man, i et kort øjeblik, kan glemme frygten for nye ting, så kan man lære en masse om verden.
Det kan endda være, at man kunne lære at forstå nogle mennesker, som man før var bange for.
Det, jeg prøver at sige er, at bare fordi smilets by kan have gule tænder, betyder det ikke, at vi skal lave rodbehandlinger på hele tandsættet.

Nogen gange skal man bare møde hinanden med åbenhed, forståelse og en smule interesse.
Og hvis vi kan lære vores børn at gøre netop det, så tror jeg verden vil se anderledes ud til den næste generation.

/Dennis