Close
Snakke, snakke, snakke
facebook pinterest twitter

Snakke, snakke, snakke

faderstuen 23 august 2017, 06:30

I morgen fylder vores datter to år.

Når jeg skriver den sætning, så tror jeg stadig ikke helt på den. Ikke sådan rigtigt.
Jeg ved da godt at der teknisk set er gået to kalenderår, men jeg forstår ikke rigtigt hvorfor de er gået så hurtigt.

Jeg er klar over, at jeg tager de ældste og mest slidte klichéer i brug, men hold op hvor tiden dog flyver!

Det er da egentligt ikke så længe siden, at jeg skrev indlægget “Allesammen, mød Gaia”, som startede vores eventyr med den lille prinsesse.
Men nu har vi en to-årig datter, der hverken sidder stille, er stille eller har planer om at gøre nogen af delene.

Det er fantastisk at se et lille sind udvikle sig så hurtigt, og det giver en dyb og vanvittig respekt for hvordan hjernen fungerer.
Hun efterligner, snakker og fortæller på livet løs, og ind imellem kan det også være svært at forstå hvad pigen mener. (læs her om frustrationerne ved det begyndende sprog)

Gaias sprog er efterhånden så godt, at hun kan gøre sig forståelig på langt de fleste punkter. Udtalen er ikke helt på plads, men de fleste gange kan vi sagtens forstå hendes hensigter.
Det resulterer også i en del, ret sjove, samtaler.

Ovre på Faderstuens Facebook-side, kan du se en lille video-snas af vores daglige aftensnak med Gaia, som indeholder den største omgang ja-hat jeg længe har set!

Men hvordan træner man egentligt sådan et blomstrende sprog?

Vi vil jo gerne have vores datter til at lære så meget af sproget som muligt, så hurtigt som muligt. Det gør bare livet lidt nemmere for alle, hvis man kan forklare hvad man mener, hvor man har ondt eller hvorfor man er blevet ked af det.
Der findes, blandt forældre, det jeg kalder “forældre-forståelse”.
Det er den forståelse forældre har for deres barns sprog, når alle andre bare står og stirrer på et barn der siger noget volapyk.

Så når Gaia siger: “Dada, longer hold her”, så ved jeg godt, at hun gerne vil have mig til at holde hendes ballon.
Ligeledes hvis der bliver sagt: “Dada, roser hen?”, så ved jeg godt, at hun spørger efter Rose fra dagplejen.

Det er noget som kun forældrene forstår, og det er altid ret underholdende at se vores gæsters ansigter, når Gaia forsøger at fortælle dem om noget.
Nogle forældre bruger diverse billedekort og lege, der er designede til at udvikle og finpudse børnenes sprog.
Det er nogle fine metoder, som garanteret er testede af nogle enormt dygtige folk, men vi bruger dem ikke så meget.

Vi peger til gengæld meget!

Vi beder Gaia pege på de ting hun snakker om, eller laver en fagt, der hører til ordet.
Når Gaia vil fortælle at hun har hørt noget (en motorcykel, fugl, kat eller hund), så peger hun på sit øre og siger: “høre høre miavv” for eksempel.
Det virker ret godt, for så snart hun peger på sit øre, ved vi at det er noget hun har hørt.

Det samme gør sig gældende hvis man skal være stille, netop for at høre noget. Men her har fagten ramt lidt forkert.
Vi forsøgte at lære hende at tage fingeren op foran munden, for at lave en klassisk “Shhhh” fagt, men hun så den lidt anderledes.
Nu sætter hun fingeren på næsen mens hun siger: “Shhh dada…. shhh”, og forventer at jeg gør det samme.

Det er nuttet, enormt underholdende og ret skægt at se et lille menneske presse fingeren mod næsetippen, sige “Sssshhhh” og pege på en hund for derefter at sige: “Dada.. dada høre vov vov” med den anden hånd mod øret.

Jeg tror ikke man skal lægge alt for meget bekymring i børns sproglige udvikling, med mindre der viser sig et reelt problem.
For vores vedkommende, har Gaias sprog udviklet sig helt naturligt og af sig selv. Hun har rigeligt med inspirations kilder til sproget, og det tror jeg egentligt er nok.

Så må vi se hvor længe der går, før jeg håber på lidt stilhed igen!
Se det er en helt anden problemstilling!

/Dennis