Sociale masker

I dag gik jeg forbi to unge piger i receptionsområdet på mit arbejde.
De sad tydeligvis og ventede på noget.

De sad begge med deres telefoner fremme og kiggede ned på dem.
Deres ansigter var tomme, og der var ingen specifik følelse at fange i dem.

Da jeg går forbi, tager den ene pige telefonen op foran sig og læner sig ind til den anden.
De ytrer ikke et ord, men deres ansigter lyste op i perfekte smil, mens der blev taget et billede.
Derefter faldt deres ansigter tilbage i det samme tomme udtryk, som de havde haft før.

De talte ikke sammen, men det fik mig til at tænke over situationen.
Pigen havde foreviget, og højst sandsynligt delt, et øjeblik, der ikke fandtes.

Billedet viste to smilende piger, der delte et øjeblik, der kun var kreeret for billedets skyld.
De tog kortvarigt en maske på, der viste noget andet end den realitet, de befandt sig i.

Jeg skal ikke gøre mig alt for hellig, for jeg er selv skyldig i at udføre samme stunt..

Det virker til, at vi i mindre grad oplever ting, for at glæde os selv. Jeg kan, måske sløret af mit eget synspunkt, se en tendens til at opleve verden, for at kunne dokumentere det.
Jeg har set mennesker gå op til Trevi-fontænen i Rom for at tage en selfie, og vende om igen.
De kiggede ikke engang på den!
Det fantastiske, smukke kunstværk som Trevi er, blev udelukkende brugt for at kunne sige: “Jeg har været her”.

Igen, jeg kan ikke se mig fri for at gøre det samme ind imellem, men det virker da trist!

Min kone er klart bedre til at opleve verden end jeg er. Hun lægger sin mobil væk og oplever nuet, på en langt mere ren måde end jeg formår. Til gengæld er hun heller aldrig i nærheden af telefonen, når man gerne vil have fat i hende…

Men måske er det et socialt pres, vi har lagt på hinanden, og i særdeleshed vores unge.
Når alle omkring dig deler smukke billeder fra smukke steder med smukke mennesker, så falder du udenfor den sociale norm, hvis du ikke gør det samme.

Men er vi i virkeligheden begyndt at måle hinandens værd på vores Instragram-feeds?
Jeg har bekendte, hvis liv jeg kun ved noget om, fordi de deler ting på Facebook.
Det er jo som sådan meget rart, men det gør også, at jeg ikke længere behøver at tale med dem. Behovet for en reel samtale mellem to mennesker forsvinder, når jeg allerede kender til alt, hvad du foretager dig.

“Jeg var til fest den anden dag med..”
“Kristian, ja, det ved jeg godt..”
“Ja, vi mødte…”
“Thomas, fra folkeskolen, ja, og han er blevet langhåret og har fået to døtre..”

Samtalen bliver helt overflødig.

Måske er jeg bare blevet gammel og er faldet af den teknologiske udvikling, men jeg kan mærke en stigende modvilje mod at dele alting.

Forstå mig ret, det er stadig dejligt at kunne dele gode oplevelser med folk, der ikke var til stede. Det har vi i grunden altid gjort, med den teknologi, der har været til rådighed.
Jeg forsøger virkelig at ændre min egen opfattelse til den online verden.
Når min kone spørger: “Skal vi ikke bare lave en kop kaffe og spille backgammon?”, bliver jeg helt glad og gammeldags varm indeni.

Vi skal huske at være nærværende med hinanden, og endnu mere med vores børn.
De vokser op i en verden, som dikterer en voldsom indlevelse og aktivitet på de online medier. Vi skal huske at lære dem, at en strand godt kan være smuk, selvom den ikke bliver dokumenteret.

Vi har alle sammen sociale masker. Vi viser de bedste sider af vores liv, vores oplevelser og vores familie. Men under alle maskerne, finder man folks “kerne”.
Man finder usikkerhed, som er ét af de mest ægte træk mennesket har. Man finder tanker og følelser som kun kan beskrives og læres gennem samtale.

Og nu bliver jeg lige rigtig gammel, gnaven og hippie-agtig, og siger noget jeg aldrig troede, jeg ville sige: læg mobilen væk og kig på havet! Stir på havet og overvej din egen eksistens, bare to minutter!

Jeg har selv glemt, hvordan det er at være stille med sig selv.
Der er altid en app, et spil eller en nyhed, der skal læses eller ses til. Jeg keder mig aldrig mere!

Min far sagde altid: “Det er sundt at kede sig nogen gange”.

For et barn, lyder det som en voldsomt dum udtalelse, men som voksen kan jeg godt forstå, hvad han mente.

Hvornår har du sidst været alene med dig selv? Hvornår har du sidst lyttet til dine egne tanker, uden indflydelse fra mobilen, fjernsynet eller en larmende radio?

Hvis ikke vi lytter til os selv, og ikke længere lytter til hinanden, bliver vores sociale samspil degraderet til en billedbog af oplevelser, som ingen af os kan huske at have været en del af.
/Dennis