Close
Sociale medier og børn
facebook pinterest twitter

Sociale medier og børn

faderstuen 15 oktober 2016, 17:38

Puha, der har været meget at se til på det seneste.
Vi har ansat en ny mand på mit arbejde, og jeg var med i ansættelsesudvalget.

Når man får lov at sidde på den “behagelige” side af bordet til en ansættelse, lærer man meget om ansøgninger, samtaler og generelt processen af at ansætte en ny medarbejder.
Man lærer, at de fleste ansøgninger ligner hinanden på en prik. Man lærer også, at ALLE ansøgere er loyale, arbejder godt alene, arbejder godt på hold, er sjældent syge og søger nye udfordringer.
Der er bare et specielt sprog i sådan nogle ansøgninger, som meget hurtigt bliver kedeligt at læse.
Derfor gik jeg ud over ansøgningerne, og prøvede at finde noget information om personen, der havde sendt den.
En af de første ting jeg gjorde, når jeg havde læst en ansøgning, var at slå personen op på de sociale medier.

Det kræver jo egentligt ikke det store IT-kendskab. Hvis du googler nogens navn, så kommer det meste af deres offentlige liv frem på side ét.
Hvis man for eksempel googler mig, så kommer både min nuværende adresse og min gamle op.
Ligeledes kommer bloggen her, min LinkedIn-profil og adskillige Facebook-sider, jeg er medlem af.

Det betyder, at jeg er ret nem at skaffe information omkring. Man kan finde billeder af mig, information om mine interesser, adresse og min generelle færden online.
Det lyder alt sammen meget farligt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det jo min egen skyld.
Jeg har selv valgt at have mit navn offentligt tilgængeligt.
Min Facebook-profil kan gøres privat, jeg kunne skrive bloggen under et pseudonym og jeg kunne lade være med at dele billeder af mig selv.

Jeg er nok, alt i alt, tilfreds med den information, der er tilgængelig om mig.
Men hvad med min datter?

Jeg har allerede delt adskillige billeder af hende, historier og private detaljer om vores liv.
Det har hun jo slet ikke bedt om.

Når hun engang skal til jobsamtale, så sidder der en eller anden person og googler hende (eller hvad man gør til den tid).
Det betyder, at med mindre hun er meget forsigtig med sin online færden (og lad os være ærlige, det er teenagere sjældent), så kan hendes kommende arbejdsgiver se, hvad hun har foretaget sig meget lang tid tilbage.

Jeg har da også taget dumme valg i min ungdom. Jeg var bare heldig, at Facebook ikke var så stort dengang.
Men jeg ville da være ked af, hvis min ansøgning til et job blev kasseret, fordi jeg i 2006 drak mig i hegnet og synes at jeg “saaaaagtens kan hoppe over den tjørnehæk i ét hop… hold min øl mens jeg tager tilløb!”.

I dag har alle en telefon i lommen. Det betyder, at vi allesammen kan dokumentere vores liv nemmere. Det er både godt og skidt.
Jeg er måske bare nervøs for min datters færden på nettet.
Hun er også kun lige blevet ét år, så måske jeg skal tage at slappe lidt af.

Er der nogen, der kan oplyse mig lidt? Nogen, der har teenage-børn, og som har sat regler for brugen af nettet?
Eller har I ladet ungerne styre det selv?

/Dennis