Stilhed før stormen

SÅ!

Nu er vores datters fødsel lige oppe over.
Den er faktisk lige om hjørnet.

Så nu er der stilhed før stormen.

Der er mange følelser forbundet med mit kommende faderskab, men der er én af dem jeg har undret mig særligt over:

Jeg har taget mig selv i at tænke: “Nu har du kun én weekend tilbage før du bliver far, nu skal du huske lige at få drukket lidt bajere, hængt ud med dine venner og hygget lidt i haven”.
Som om de ting forsvinder, når jeg bliver far.

Det er som om, at min hjerne har travlt med at få gjort en masse ting før vores datter ankommer.
Jeg er da enig langt hen af vejen; der bliver mindre tid til overs, jeg får nok mindre søvn og mine vågne timer bliver nok mere eller mindre fokuseret på baby.

Men er det så slemt?
Er det virkeligt så slemt at være opslugt af sin lille nye familie?

Jeg kan ikke forstå, hvorfor min hjerne er igang med at stresse over noget godt.

Jeg har talt med mange fædre gennem graviditeten. Fælles for dem alle har været, at de har sagt; “Husk nu lige at få sovet godt igennem.. det får du sku ikke meget af fremover”, eller en variation heraf.
De har også allesammen sagt: “Tro mig, selvom du mangler søvn, kan genkende lugten af lort bedre end du havde håbet og er ved at blive sindssyg, så er det det hele værd”.

Så det lyder hårdt, men dejligt.

Men jeg er altså åbenbart igang med sådan en form for “pre-faderskabs-løb-dine-horn-af”-agtig periode.

Jeg har meget store forventninger til, at mine venner ikke bare sådan “puff” er væk, når jeg bliver far.
De fleste af dem har gjort det meget klart, at de glæder sig til at møde vores datter, så jeg er slet ikke bange for at de forlader mig.
Jeg tror da også stadig, at jeg kommer til at drikke en øl med dem i ny og næ. Jo jo, det bliver da nok ikke helt så tit, eller helt så voldsomt, men det er også ret ligegyldigt.

Men bliver man sådan “helt væk”, når man får børn?
Jeg har da et par kammerater, som har fået børn, som jeg stadig ser jævnligt!

Jeg håber ikke, jeg bliver helt væk.
Jeg håber da, at mine venner stadig kommer på besøg, også selvom jeg har et barn på armen.
Der kommer nok ikke helt så mange koncert-invitationer og lignende, men mon ikke jeg stadig kommer til at have et socialt liv ud over mit barn?

Jeg kan godt selv høre, at det lyder helt teenage-surt at tænke: “Åh gud nej, får jeg nu tid til mine venner, øl og sjov?”, for jeg er jo (nogenlunde) klar over, hvad jeg går ind til, og jeg gør det ganske frivilligt og med glæde!
Jeg glæder mig helt vildt til at blive far, og jeg tror, det bliver sjovt!

Sjovt er naturligvis ikke det eneste det bliver, men jeg plejer gerne at gå til nye udfordringer med fanen højt!
Det bliver da garanteret både hårdt, surt, verdensomvæltende, sindsoprivende, fantastisk, dejligt og alt muligt andet!

Pointen er: jeg har læst bøger, jeg har researchet nettet tyndt, jeg har talt med andre fædre. Men jeg tror ikke, det er helt til at forstå før man har prøvet det på egen krop.
Får jeg et kolikbarn, eller et barn, der sover igennem så snart de får chancen?
Bliver mit barn kreativt, videnshungrende, følsomt, forstående, en kombination af det hele eller noget helt tredje?

Jeg synes, at alle børn (og voksne), har dejlige, specielle “fejl” i deres karakter. Det er dét, der gør os til mennesker. Så jeg tror også, at min datter bliver et helt nyt individ. Et individ med både gode og dårlige sider.
Så jeg ved jo ikke, hvem det er jeg møder.
Derfor ved jeg heller ikke, hvad jeg skal gøre, for at hun har det bedst muligt. Det finder jeg først ud af, når jeg møder hende.

Men jeg har bare også hørt skrækhistorierne om forældre, der forsvinder ind i en drømmende symbiose med deres børn, glemmer omverdenen og bliver helt isolerede.

Sikke en masse bekymringer, der knytter sig til at få børn (.. og jeg har hørt, at det kun er begyndelsen).
Jeg havde ikke regnet med så alsidig et spektrum af overvejelser.

Hvad er jeres oplevelser med det? Mister man sine venner og omverden når man får børn?
Kommer man til at isolere sig med baby, i en sofa, og bliver sollys-allergisk?

/Dennis