Close
STRANGER-DANGER!
facebook pinterest twitter

STRANGER-DANGER!

faderstuen 19 juni 2018, 20:04

Min datter er knap tre år gammel.
Hun opfører sig på mange måder ligesom alle andre på hendes alder, og det kommer med sit helt eget sæt bekymringer, glæder og gode grin.

Én af de ting min datter er exceptionelt god til, er at stole på folk, men på samme tid være skingrende angst for fremmede.
Det er en lidt sjov dualitet hun kører, når hun sagtens kan tage en bekendt i hånden og stryge på legepladsen, mens hvis hun ser en fremmed på samme legeplads, skynder hun sig væk fra ham/hende.

Egentligt er jeg godt tilfreds med hendes udvikling på feltet.
Hun er tilsyneladende i gang med at balancere hendes forhold til fremmede, og det er lidt spændende at følge med i.

Der har i mange år været en generel opdragelsesteknik som omhandlede tesen “du må aldrig gå med en fremmed”.
Det er jo sådan set stadig korrekt, men jeg er også en smule bekymret for den meget sort/hvide opstilling af problemet.

Jeg ønsker naturligvis ikke, at min datter bare render afsted med den første fremmede hun møder i en skov, men jeg synes heller ikke, jeg vil opdrage hende til at være bange for mennesker hun ikke kender.

Vi kan tydeligt se på hende, at hun har en naturlig skepsis overfor nye folk, og det ser jeg som en god ting. Hun skal lige have set folk et par gange, varme lidt op til dem og generelt se dem lidt an, før hun rigtigt gider interagere med dem.
Når hun så stoler på folk, så gør hun det også på fuld hammer til gengæld.

Vi var i pinseferien i AQUA Silkeborg med et hold gode venner, og her brugte hun størstedelen af tiden sammen med én af dem, der virkelig er hendes bedste voksenven i verden.
Gaia har kastet alt sin kærlighed og tillid efter hende, og det er fantastisk at se det bånd hun har skabt til én, der ikke er i familien.

På den måde, glæder jeg mig jo over hendes evne til at gøre en fremmed til en ven.

Men hvor går grænsen?
Hun skal ikke stole på fremmede, men hun skal lade dem komme tæt nok på, til at kunne lære at stole på dem (hvis de gør sig fortjent til det).

Det er sku en svær balance!

Faktisk er det så svær en balance, at den kan være svær for os voksne at finde ud af.
Hvem kan jeg stole på, og hvor længe tager det før jeg gør det?

Jeg har umanerligt svært ved at finde ud af, hvilken fod jeg skal stå på, når jeg prøver at lære hende om fremmede.
Hvis hun møder en af mine kollegaer, så ved jeg jo at hun kan stole på ham.
Men hun har aldrig set manden før.

Jeg tror, børn læser deres forældre meget mere end vi tror. Jeg tror, min datter kan mærke om jeg stoler på personen, og derfor lader sit stranger-danger-skjold falde en smule hurtigere.
Det er en form for blind tillid hun udviser, når jeg bare siger: “Du må godt gå over til ham/hende, det er okay”.

Det kan godt være, at jeg skaber et problem ud af noget, som i virkeligheden ikke er der, men man bliver bare lidt paranoid, når man læser nyheder om børn, der er blevet lokket væk med hundehvalpe og slik.
Min datter ELSKER hundehvalpe og slik! Det er nok hendes to yndlingsting i verden, næst efter Gurli Gris.

Men hvordan beskytter man børn mod de farlige fremmede, mens man på samme tid lærer dem, at nye folk ikke nødvendigvis er noget man skal være bange for?

Alle råd og erfaringer modtages med kyshånd!

/Dennis