Strenge far!

I vores hus, er jeg nok den strenge forælder.

Det siger jeg uden at være ked af det overhovedet.

Vi er begyndt at lære Gaia, at “nej” betyder nej.
Hvis hun er i gang med at pille ved noget hun ikke må, gå et sted hen, der kan være farligt, ødelægge noget eller noget andet bøllet, så siger jeg “NEJ”.

Jeg siger det højt, bestemt og strengt.
Det er ikke meningen, at det skal være sjovt.

Som regel forstår hun godt, hvad det betyder: Hun trækker armen til sig, stopper op og kigger på mig, som spurgte hun: “Hvad? Det her? Nej nej, det var jeg ikke ved at pille ved”.
Ind imellem bliver hun også eddike-sur over det. Hun forstår, at der er en begrænsning ved noget hun gerne vil, og så bliver hun sur.

Hun stikker som regel i gråd.
Men hun er nem at aflede, og når det så er overstået, så er vi hurtigt tilbage til normalen igen.

Det er egentligt ikke fordi, at jeg har noget imod at være “ham den strenge”. Jeg tror fuldt og fast på, at børn har brug for faste rammer.
Min egen barndom var fyldt med begrænsninger. Det lyder negativt, men lad mig forklare:

Jeg har som barn altid fået en “arena”, at kunne lege indenfor. Nogle grænser, som optegnede de generelle hus-regler.
Inden for de grænser, måtte man selv finde ud af at boltre sig. Der var frihed under ansvar.
Men trådte man udenfor den føromtalte grænse, så var der en konsekvens ved det.

Se, det som jeg først forstår efter jeg selv er blevet far er, at så længe man kender konsekvensen af sin handling, så er valget dit eget.
Du må ikke blive ude til længere end kl. 21.00. Hvis du ikke kommer hjem inden da, bliver din ude-tid forkortet med en halv time i morgen.
Så hedder spørgsmålet jo bare: Er dét du har gang i vigtigere end den halve time i morgen?

Mine forældre har aldrig “straffet” os ved at råbe af os. De har ganske enkelt fortalt os spillets regler og konsekvenserne ved at bryde dem. Så måtte vi selv finde ud af, hvordan vi ville spille spillet.

Det er på nogenlunde samme måde, jeg vil opdrage mine børn.
Der er nogle generelle regler, og nogle dertilhørende konsekvenser. Det er meget simpelt.

Som i mit nuværende tilfælde: Der er visse ting Gaia ikke må pille ved. Det kan være af forskellige årsager, men reglen er nu engang, at hun ikke må pille ved dem.
Hvis hun alligevel gør det, så bliver hun taget væk fra tingen, får et “NEJ” med på vejen, som regel noget andet (og tilladt) at pille ved, og så er det overstået.

Det har betydet, at vi med nogenlunde sikkerhed, kan give hende et “NEJ”, når hun er ved at pille ved noget forbudt, både ude og hjemme, og så være sikre på, at hun ikke piller ved det. Det kan godt være, hun lige tester det et par gange, hvis nu det er ualmindeligt spændende (læs: farfars samling af Harley Davidson-figurer eller mormors fine vaser), men hun virker til at forstå det mere og mere.

Der er mange måder at opdrage på, det ved jeg.
Jeg har valgt min metode. Den virker, alle er nogenlunde tilfredse med ordningen, og så må vi jo se, om jeg skal revidere min teknik, når hun bliver ældre.

Hvordan har I lært jeres børn at forstå et nej? Er det med samme teknik som mig, og ændrer det sig, når de bliver ældre?

/Dennis