Styr dit barn!

Jeg tror, vi har prøvet det allesammen; vi er ude for at handle og træder ned af gangen med chips og kager.
Vi er voksne mennesker, vi arbejder hårdt, så vi har fortjent en god pose chips!

Rundt om hjørnet, kommer en destruktiv tornado af et barn løbende.
Han ænser hverken andre mennesker, eller deres vogne.
Han er så højlydt, at du faktisk ikke kan undgå at høre hans voldsomme mangel på respekt, for den tilsyneladende fraværende mor, da han griber fat i din vogn, på vej rundt om hjørnet.

I hælene på ham, kommer hans mindst lige så højrystede og grænsesøgende bror, der heller ikke helt har styr på den gængse Netto-etikette, alle vi andre opererer under.

Jeg ved godt, at jeg lyder som en gammel sur mand, og jeg fylder da også 30 år lige om lidt, men jeg har bare et problem med hele scenariet.

Jeg har ellers ret stor forståelse for offentlig opdragelse.
Når jeg ser børn, der grædende kravler hen over gulvet i Netto, mens deres mor eller far stædigt nægter dem at få chokolade, forstår jeg godt, hvad de har gang i: de er i gang med at lære deres børn, at de ikke altid kan få, hvad de gerne vil have. Og det er helt okay.

Det er en fuldstændig acceptabel ting at gøre i Netto, også selvom dit barn græder højlydt, for det har en umiddelbar mening bag sig.

Men når dine børn løber amok, som de bissende gnuer fra løvernes konge, så står jeg godt nok af.
Jeg synes, det er respektløst overfor dine medmennesker, at du ikke har fortalt dine børn, hvordan man opfører sig i sådan en situation.
Jeg er helt med på, at børn ikke altid opfører sig, som man gerne vil have det, og det er også helt fint. Jeg kan bare huske at blive irettesat, når jeg opførte mig uacceptabelt i en offentlig situation.
Når jeg var med mine forældre ude at handle, opførte man sig pænt, holdt sig tæt ved vognen, og så var man måske heldig at få en lille ting med ud.

Jeg reagerer som regel ligesom alle andre; jeg stirrer ondt mod moren, siger ingenting og prøver at ignorerer hendes tågehorn, der stadig løber omkring i butikken.

Ret mig, hvis jeg tager fejl, men det burde være muligt at installere nogle grundregler for ungerne. Jeg siger ikke, at to 6-årige drenge skal gå helt Emma Gad på den, men de kan da som minimum opføre sig som andet end vilde dyr.

Tager jeg helt fejl?
Jeg har ikke selv børn i den alder, så jeg ved ikke, hvor svært det er!
Jeg kunne vildt godt tænkte mig at høre fra folk, som har børn i den larmende, løbende og trodsige alder.
Er det bare mig, der ikke forstår, hvor svært det er med børn i den alder?

Smid lige en kommentar og forklar det for mig!
Jeg vil virkeligt gerne forstå forældrene, som jeg normalt bare ser mig sur på i Netto.

/Dennis