Undskyld, jeg er en dårlig far!

IMG_3131
Der følger mange nye følelser med, når man bliver forældre.
Mange af dem havde jeg forventet; enorm lykke, glæde, frygt og bekymring – og rigtig mange flere. Det virker som om, man sagtens kan nå igennem hele spektret på en enkelt nat.

Der er dog én, jeg ikke lige havde forventet. Lad mig forklare:

Jeg elsker min datter højere end noget andet væsen på kloden. Jeg kan slet ikke lade være.
Jeg har normalt lyst til at bruge hvert eneste af mine vågne (og ikke vågne) minutter med hende, og jeg hader at tage på arbejde om morgenen. Jeg vil meget hellere bliver hjemme ved mine piger.
Jeg tænker på hende når jeg går står op, når jeg gå i seng og alle timerne der imellem.

MEN!

Ind imellem, efter en lang, søvnløs, grådkvalt og panisk nat, fyldt med alt for mange amninger, “jeg har tabt sutten”-episoder og generel pylrethed, så kan jeg godt føle mig lidt nedslidt.

Psyken er kørt helt i bund, og så står jeg dér klokken kvart over kulsort om natten og tænker: “Hvor var livet dog nemt før vi fik Gaia. Hvor var det dejligt, at kunne sove 7 timer i træk uden forstyrrelser. Hvor var det bekvemt, at man bare lige kunne fise i biografen, hvis man ville det”.

Ligeså hurtigt som tanken har fundet sig vej ind i mit hoved, ligeså hurtigt får jeg den kastet ud igen. For jo, livet var noget simplere før vi fik hende, men til gengæld er livet meget bedre nu. Jeg vil på ingen måde bytte det for noget.
Det er en psykisk dualitet som jeg har oplevet før, bare ikke på det her plan.

Det er som om min hjerne skændes med sig selv. Jeg ved jo godt, at jeg elsker hende mere end noget andet, men jeg ved også, at jeg har brug for at sove.
Ind imellem har jeg også brug for at lave noget andet end baby.
Det kan da godt være, at det er mig, der er selvisk, men nogen gange har jeg lyst til at gå en tur ud af huset. Bare lige en halv time, hvor jeg hører musik og drikker kaffe, mens jeg går en tur i området.

Jeg taler meget med min kone om det. Hun siger, at hun også godt kan have det sådan ind imellem, så jeg er ikke alene om følelsen. Det er ikke for at fralægge mig ansvaret for den, det er bare meget rart at vide, at jeg ikke er alene.

Så tilbage til soveværelset kl. meget tidligt/sent:

Dér står jeg med min datter i armene, mine nært-skizofrene tanker og siger: “Undskyld skat, jeg er vist en dårlig far.. eller.. det er jeg ikke, men det føles lidt sådan” til en baby, der ikke engang ved, at hun har arme endnu.
Jeg ved godt, at hun ikke forstår mig, og jeg taler måske også mest til mig selv.

Jeg føler mig simpelthen som en dårlig far.

Jeg ved, jeg ikke er det, men det føles sådan. Det føles som om jeg svigter min lille pige, når jeg har mere lyst til at sove end til at pludre med hende på tredje time den nat.
Det lyder dumt, når man lige får skrevet det ned, kan jeg mærke.

Så med frygt for at blive dømt af samtlige læsere, spørger jeg: Er jeg den eneste mand i verden, der har de følelser?
Har kvinderne også de følelser?

Jeg tror lige, jeg skal give min datter et ekstra kys.

/Dennis