Undskyld, mor og far!

Dette er min officielle undskyldning til mine forældre, og alle andre forældre, jeg nogensinde har gjort grin med.

Der er mange ting, man først lærer, når man får børn. De første af dem omhandler bleskifte, zinksalve og bodystocking-knapning-på-hidsigt-barn-teknikker, men der er langt vigtigere ting.

Jeg har altid troet, at mine forældres liv som mor og far, var en absolut fornøjelse. Hvem ville ikke, ved min blotte tilstedeværelse, blive lykkelig?
Både min søster og jeg var åbenbart ret nemme børn. Vi har altid haft et usandsynligt tæt bånd og generelt været fornuftige mennesker (udover da vi var teenagere naturligvis).

Det faktum, at vi var nemme børn, ændrer bare ikke på, at vi stadig var børn.
Lige meget hvor nemt, dejligt og fantastisk et barn du har, så er det bare drønende hårdt!

Det er hårdt, kun at sove 3 timer på en nat. Det er endnu hårdere, når de 3 timer er brudt op i 3 sektioner.
Det er hårdt at skulle skifte en ble klokken mørkt om natten, og det er hårdt at skulle have overskud til sin kæreste/kone/mand/partner også!

Og tager man alle de fysiske rammer til side, så er der bare stadig nogle ting, der er hårde!
Det er enormt hårdt at være bekymret hele tiden.
Hvis min datter hoster, er jeg jo straks bekymret for hendes velbefindende, og er klar til at ringe 1-1-2 med meldingen: “HUN HAR HOSTET 4 GANGE, OG DET LØD SOM….. HOST!”

Dit fokus bliver den absolutte møntfod i livet.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det er så hårdt, men når du hele tiden skal være opmærksom, så bliver du træt.

Lad os være ærlige, børn er ikke kløgtige væsner fra starten af. De prøver konstant og aktivt at komme galt afsted.
Hvis ikke det er brændeovnen, stikkontakten eller kravle-klatre-stole-legen, så er det noget skarpt, højt eller tungt.
Man kan ikke børnesikre sit hus 100%, for de finder bare noget andet at komme til skade med!

Det fokus du skal have som forældre, er enormt drænende.
Når jeg har fortalt alle de ting til mine forældre, har de begge to smilet på en speciel måde.
Jeg læser det som en blanding af fryd og genkendelse.

Genkendelse, fordi de selv kan huske, hvor hårdt det var at have børn.
Fryd, fordi det nu er blevet min tur til at opleve det.

Til gengæld, så er de rørende enige om, at det har været det hele værd.
Alle de søvnløse nætter, de utallige lortebleer, den evige bekymring og flere timers gråd, end jeg har lyst til at vide.
Det har været det hele værd.

Jeg kan jo kun give dem ret.
Jeg er mere lykkelig end jeg nogensinde har været.
På trods af alt det ovenstående, så er jeg bare ovenud lykkelig.

Så undskyld, mor og far.

Undskyld for alle de bekymringer, jeg har givet jer.
Undskyld for den manglende søvn, de farlige mængder af afføring og alle de biografture I ikke kom på.

Jeg håber, at mit voksne liv, bliver en tilbagebetaling og en anerkendelse af jeres gode forældreskab.

Og vigtigst af alt; undskyld fordi jeg aldrig forstod, at alt I gjorde, var for at klargøre mig til livet, lære mig om verden og beskytte mig mod farer.

/Dennis