Hvad vi giver vores børn

Vi giver alle sammen vores børn en masse ting i livet.
De materielle ting er en side, men den anden side er klart mere spændende:

For de fleste mennesker er, som børn, blevet opdraget med et bestemt regelsæt i huset. Det farver også måden de ender med at opdrage deres egne børn på.
Man kan enten gøre det helt anderledes, eller på samme måde eller måske en kombination, men lige meget hvad man vælger, er det altid i henhold til, hvad man har oplevet tidligere.

Det, der sjældent bliver talt om, er de ting vi giver vores børn, uden rigtigt at tænke over det.
Jeg talte for nyligt med en mand, der tydeligvis havde nogle holdninger og meninger, der ikke stemte overens med mit syn på Verden.
Samtalen omhandlede opdragelsen af børn, håndteringen af mobning og forskelle i kultur hos forskellige nationaliteter. Sådan nogle forskelle kan tit give misforståelser, fordi vi ikke ved nok om hinanden, men samtalen fra hans side, blev meget hurtigt farvet af en underliggende tone:

Der var en meget bestemt holdning til folk med andre baggrunde, som jeg på ingen måde kunne være enig med.
Det skal ikke holde mig fra at tale med ham, for jeg synes altid det er spændende, når folk har forskellige meninger, men jeg var ikke enig med hans udtalelser.

Det fik mig til at tænke på min egen opvækst.
Jeg er altid blevet lært at alle var lige. Mand, kvinde, sort, hvid, høj eller lav, så skulle jeg altid imødegå folk med samme åbenhed og forståelse.
Men det er jo kun en sandhed for mig, fordi mine forældre levede på samme måde. Det er ikke kun noget de har fortalt mig, det er også noget de har vist mig.
Så hvad giver vi egentligt til vores børn, sådan helt uden at tænke over det?

Jeg ser egentligt mig selv som et forstående og accepterende menneske, men jeg bander da også af nyhederne ind imellem.
Jeg har da også kaldt folk fra ungdomshuset nogle idioter, når de har smadret det halve af København som en del af en protest.
Det jeg glemmer at tænke over, er at min datter ikke kun lytter til mine ord.
Hun lærer måske, at folk der protesterer generelt er nogle idioter, og det er bestemt ikke meningen.

Det er enormt farligt, når børn begynder at danne sig holdninger, som er støttet af, hvad de har misforstået af deres forældre. Når jeg siger, at de var nogle idioter, så er det jo ikke deres sag jeg har noget imod. Det er deres metode.
Når jeg siger højt, at Gustav er dum at høre på, så er det hverken fordi han er homoseksuel eller dum. Så er det fordi jeg ikke bryder mig om hans fremtræden.
Det er noget helt personligt, som jeg selv skal rode med. Men hvad nu hvis min datter misforstår det, og får ideen at homoseksualitet er noget forkert?

Det ville være forfærdeligt, hvis hun dannede sig en mening om nogle folk, som egentligt var bundet op på noget hendes forældre havde sagt.
Jeg tror fuldt og fast på, at vi skal danne vores egne holdninger.

Jeg har langt fra de samme holdninger som mine forældre, men de er da i høj grad farvet af dem.
Måske er det bare dét opdragelse handler om?
At fortælle sine børn om verdens forskelligheder, og at vi som forældre ikke altid har ret.
Ind imellem tager vi fejl, og det er okay.

Selvom min datter kun er halvandet år gammel, gør jeg en stor kunst ud af at vise hende kærlighed i alt.
Jeg vil gerne have, at hun skal være omkring mennesker, der ikke ser ud som hende selv.
Det er kærligheden og forståelsen, der skal være den bærende faktor, ikke vores hudfarve eller tøjstil.

Da Gaia lige havde lært at vinke, var vi i Bilka med hende. Det blev også første gang hun så en sort mand.
Det var fascinerende at se det lille menneske være helt besat af manden, fordi han jo lignede noget hun havde set før – og så alligevel ikke.
Heldigvis var han venlig nok til at vinke og sige hej, og det var lige præcist det jeg ønskede. Han udviste venlighed, og det var nok for hende. Hun smilede og vinkede tilbage, og pludseligt var han ikke så anderledes.

Jeg tror, det handler om at afmystificere vores forskelligheder.

Kærlighed skal jo være vores fælles bindeled på tværs af vores forskelligheder.

/Dennis