MIG=SUPERWOMAN?? Hvor er dine værdier og hvad er vigtigst?

Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg ville blotte mig selv og mine på denne måde, i hvertfald ikke som mit første indlæg på vores nye blog… men nu gør jeg det altså.

Jeg er Maria Dior. Jeg har mange roller. Jeg er Lasses forlovede, Mila-Melodie og Nathaniels mor, rigtig mange klienters personlige træner og ernæringsfysiolog, Iværksætter, administrerende direktør og indehaver af firmaet Fit family. Jeg er studerende (ja, jeg har holdt liiidt for mange barsler fra mit studie). Jeg er atlet og træningsafhængig. Jeg har ADHD (og som stadig, i en alder af 24, skal lære at håndtere det). Jeg er hende der blev mobbet i folkeskolen. Jeg er hende der ønsker at gøre alle tilpas, trods det er en umulig opgave. Jeg er også hende der har kæmpet en kamp med sit eget selvværd, der kan blive usikker på hvor hun har sine med-mennesker, der er bange for at ikke være god nok for andre. Jeg er også hende der er stærk, og modig. Der kæmper for de drømme hun har. Jeg er omsorgsfuld, og vil alle – både dyr og mennesker det bedste. Jeg er også stædig og perfektionist, ikke altid en god kombi, btw. cropped-14303710_1102694409824505_1471712546_o.jpg

Jeg har mange bolde i luften, på samme tid, og det er både godt og skidt. Jeg trives med det, men det kan være svært for andre at følge med mit tempo, og følge min tankegang. Måske er jeg lidt en særling. Men en ting er sikker – inderst inde er jeg også bare et menneske. Med mine gode og dårlige sider. Ganske almindelig, hverken mere eller mindre perfekt.

Jeg åbnede mit fitnesscenter Fit Family den 13. august 2016. Og hvis du stadig ikke ved hvad det er, skal du helt sikker ind på vores hjemmeside og læse mere, for jeg vil ikke sige mere om det her og nu. Dagen efter åbning stoppede min daværende partner, og sygemeldte sig umiddelbart efterfølgende. Hun er stadig sygemeldt fra fit family, hvilket betyder at jeg i næsten 2 måneder har holdt hele centeret kørende ALENE. Og hold nu op, hvor har det været noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.

Jeg har stået for alle vores 37 hold/ugen. Jeg har haft alle vores bootcamps, prøvetimer, kostklienter, massagetimer og fødselsforberedelser alene. Jeg har også lavet produktudvikling, i form af nye online forløb, materiale til vores nye koncepttimer, forberedelse til undervisning, kontakt til sponsorer og samarbejdspartnere, markedsføring, facebook opdateringer, kundekontakt, besvaret mails i tide og utide, rengjort i centeret, lavet bogholderi, skrevet en bog, indgået aftaler med andre virksomheder og alt hvad der ellers følger med sådan et nyopstartet center.  Jeg har arbejdet i døgndrift, i perioder har jeg haft arbejdsnat op til 3 gange på en uge, fordi der har været ro, og ingen bookinger om natten (folk plejer vidst at sove om natten ;)). Jeg har klaret det på hængende håret, fordi jeg har smidt hele min families opsparing i det sted, og fordi jeg virkelig BRÆNDER for mit fag. Vi har haft den vildeste opbakning, og det er jeg ufattelig taknemlig for, og jeg vil i samme ombæring sige undskyld for den sene tilbagemelding og lange ventetid der har været, jeg har simpelthen haft for meget at se til, så jeg ikke har nået over alle mails hver dag. Men nu er min nye partner på sin pind, og det skulle gerne blive mere tid til jer alle der venter på min respons, fremover <3

14522080_1118027304957882_752399393_o

Men jeg har noget på hjertet jeg gerne vil dele;

I min branche, fuld af fitnessfreaks som mig selv, støder jeg desværre ind i mellem på den type mennesker der virkelig har brug for anerkendelse for det de foretager sig, nok fordi de ikke selv føler sig værdige nok på indsiden. Det er en tendens jeg ser for ofte, taget vores alder i betragtning, og jeg er fuldstændig overbevist om at det har noget med vores urealistiske forventinger til os selv at gøre. Hvis man ikke føler sig god nok, er man afhængig af andres bekræftelse, før man føler sig værdig. Og jeg ved hvad jeg taler om, jeg har nemlig selv stået i den situation. Forskellen er at jeg havde den følelse for mange år siden, hvor det var normalt at tale bag hindandens ryg, at gøre ting for at få opmærksomhed, at stole blindt på den første der fortalte sin version af historien, og at gå op i hvad andre mennesker ikke kunne, fremfor hvad de havde af positive sider. Jeg har desværre et par af disse type mennesker i mit netværk (selvom jeg sidst havde en samtale med de for 2 år siden), som de sidste par måneder – ja ligesiden jeg var på besøg i studiet ved Kanal 1, har forsøgt at udstille mig og mine faglige kompetencer, ved at ringe ind anonymt til samarbejdspartnere og TV kanaler, for at fortælle hvad jeg ikke kan, og hvem jeg påstår jeg er, som de mener er påfund og usandheder og hvilke uddannelser jeg måtte og ikke måtte besidde. Jeg ved godt hvem der gør det, og for mig siger det mere om vedkommende, men alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig over hvorfor? Hvorfor vil man som menneske udstille andre på en uprofessionel måde? Hvad får man ud af det? Og det næste spørgsmål som popper op i mit hoved er, hvad mon mine samarbejdspartnere tænker om mig nu? og det er DEN usikkerhed der er drænende for et hvert menneske. Fordi det tilsyneladende er så vigtigt for os, hvad andre mener og tænker om os. Og jeg har erfaret at mange af mine klienter har oplevet lignende, så nu er det tid til at bryde tabuet.

Istedet for at fokusere på de ting jeg er god til, og de velsignelser jeg har fået i mit liv, bliver det en altopslugende tanke der strømmer igennem hovedet flere gange i timen. Hvad nu hvis de ikke vil samarbejde med mig mere, fordi der er nogen der fortæller usandheder om mig, og påstår at jeg ikke er den jeg udgiver mig for at være. Og jeg er godt klar over at der skal to til en tango, jeg har sikkert i et eller andet omfang gjort mig fortjent til at nogen virkelig ikke kan lide mig som person, jeg er jo også et menneske der laver fejl i større og mindre omfang. Men jeg forstår ikke hvorfor man vil bruge sin tid på at gøre andre ondt, istedet for at gøre noget godt for de mennesker man til-gengæld holder af?

Jeg har indset, for real – denne gang, at det ikke er realistisk at alle kan lide mig, ligesom jeg ikke selv kan lide alle mennesker. Vi er alle forskellige. Men mit budskab, som du langt om længe er kommet til, er at du skal forsøge at slippe de mennesker i dit liv, der ikke vil dig godt, eller som får dig til at tvivle på dig selv. Det burde ikke handle om hvilke materielle goder man har, eller hvordan man ser ud. Det er sådan noget man går op i når man er teenager og forsøger at finde sig selv. Det burde handle om hvordan man fokuserer på de ting der gør en glad, der driver en frem og som er med til at gøre verden til et bedre sted for alle. Lad være med at måle dig selv med andre mennesker, vi er forskellige, og det er ok. Tilgiv andre for de fejl de laver, ikke for deres skyld, men for din egen. Vær et forbilde for andre, vær inspirerende. Giv slip på det der tynger dig, og som holder dig nede. Og lad være med at forsøge at sabotere for andre ved at udstille dem, det resulterer blot i at du på samme tid udstiller dig selv. Jeg tror at misundelse er en grim ting, og at livet bliver lettere hvis man kan glæde sig på andres vegne. Personlig synes jeg man er ret sej, når man åbner sit eget center, arbejder for 2 personer i en måned, træner, laver mad og er mor og kæreste på samme tid, og i tillæg skal have tid til alle huslige pligter og andre gøremål. Jeg synes også det er sejt at bare være mig når jeg ikke har så travlt, så hvorfor skal jeg lade nogen fortælle mig andet, eller få mig til at føle mig som en kriminel? Det er altså okay at sige tak når man får et komplement, og at give sig selv ros for de gode ting man gør, så længe man s
amtidig reflekterer over de fejl man laver, så man ikke laver de samme fejl igen og igen. Vi er alle gode 14610667_10157511063735147_1069338913_npå hver vores måde, og det burde ikke være nødvendigt at få andre til at fortælle os det, eller diktere vores tanker om os selv, bare fordi de ikke kan lide en.

14569746_10157511064030147_1767295712_n

Jeg har derfor besluttet mig for at jeg vil bruge min nye fritid sammen med min lille familie, som har lidt under min drøm om at starte Skandinaviens første og bedste familietræningssted for gravide og småbørnsforældre. De er min inspiration og det der betyder noget i sidste ende, og dèt kan ingen tage fra mig. Det skal mere til at vælte mig af pinden, end nogle anonyme tlf opkald! Så vær din egen SUPERWOMAN og gør mere af det der gør dig glad. Livet er for kort til at bekymre sig om andres holdninger, det kan du alligevel ikke kontrollere!

Mit favorit digt fra dejlige Norge;

“Tro ikke allt hva du hører,
Si ikke alt som du vet,
Da sparer du mange bører,
på sinn og samvittighet.

Si ikke ord som du ikke mener,
for de kan trenge dypt inn,
husk at sorgen kan være stor
i et fortvilet og opprørt sinn.

La andre få komme til orde,
og la de si hva de ønsker å si,
når du ser en som ligger nede,
så gå da ikke resolutt forbi.

Kjemp for de svake som lider,
behandle hvert menneske
som din søster og bror,
husk at til alle slags tider,vi lever-
er det noen der ute som strever,
på hele vår vidstrakte jord.

Strekk ut din hånd der du kan,
vær gjerne førstemann,
med å vise nestekjærlighet,
istedet for å sable noen ned!”