Den dag, jeg blev sidstegangsmor

babyfod i hånd

Bloggen burde måske egentlig skifte navn, for jeg er blevet sidstegangsmor. Ordet har i grunden sådan en negativ klang, men det er altså rigtigt. Jeg har fået to skønne banditter og jeg skal ikke have flere. Slut prut!

Det er faktisk i disse dage et år siden, jeg blev sidstegangsmor. Da var det hele total kaos og akut kejsersnit. Hjerteoperation og hjerteskærende oplevelser. 2 måneders indlæggelse plus det løse.

Tonsvis af kontroller og bekymringer – og nu en helt enorm glæde over at skulle fejre min søn, en helt fantastisk lille fighter.

Hele forløbet med Lille Vs fødsel og sygdom er til dels årsagen til, at jeg ikke skal have flere børn.

Chokket er jeg endnu ikke kommet mig over. Men jeg har heller aldrig set mig selv som mor til mere end to.

Jeg selv enebarn og havde længe før Lille Es ankomst besluttet mig for, at det skulle mit første barn ikke være.

Efter hendes fødsel var der en periode med efterveer og en del koks i installationen af add-on-programmet ”Mor”.

Det fungerede ikke helt gnidningsfrit med det eksisterende styresystem “Mette version 1.0”. I hvert fald ikke, som der stod i de mainstream mormanualer i bogform og på nettet. Ikke set med det blotte øje, i hvert fald.

Kradsede man lidt dybere i mødregruppens lak, viste det sig dog, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Det var faktisk overhovedet ikke så let at blive mor.

Og så gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg blev gravid igen – ikke planlagt – og det var jeg glad for.

Det var lidt befriende, at det ikke var helt så planlagt som første gang.

Ingen overvejelser om ægløsning og skemalagt sex og skuffelsen, når menstruationen kom alligevel, når man allermest håbede på en baby.

Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig skal være gravid igen. Det var jeg bare ikke pokkers god til.

Det kan godt være, at min krop kunne tage ti styk mere, men jeg tror ærligt talt ikke, at jeg har mentalt plads til flere end to børn. Ej heller lyst.

Herfra skal jeg mobilisere kræfterne til at være verdens bedste sidstegangsmor, og langsomt men stødt glemme hvordan veer, søvnløse nætter, tigerspring, tandfrembrud og trodsalder føltes og tærer på kræfterne.

Måske endda blive den slags mor, der tænker “årh, det var ikke så slemt”, selv om jeg i skrivende stund har sovet et fåtal af nætter igennem de sidste knap 4 år.

Jeg skal aldrig starte forfra igen, men skal se mine to unger vokse og gradvist komme til at savne den konstante nærhed, der er lige nu, når de ruller med øjnene og smækker døren i som i en anden  IKEA-reklame.

Mindes dengang, de havde små tykke og kysseklare babykinder og ikke syntes, jeg var herre-pinlig (eller hvad det så end hedder til den tid).

Mindes, hvordan jeg kom til at elske dem med hud og hår, i takt med at jeg lærte dem at kende, og hvordan følelserne kunne overstrømme en helt og holdent ved første ord og første skridt og første dag i vuggestue.

Tænke, at dem, der i øjeblikket siger til mig, at jeg skal nyde dem, imens de er små, også selv om det er en hård tid, faktisk har ret.

Og forhåbentlig mest af alt tænke, at jeg faktisk klarede det hele ret godt, selv om de små banditter ikke kommer med en manual.