Close
Om nytårsknald og nytårskald
facebook pinterest twitter

Om nytårsknald og nytårskald

Avatar
foerstegangsmor 14 januar 2015, 07:38

mand og kvinde under dynen til nytårsknald

Nytårsaften kom, så og sejrede. En aften, hvor glasset flyder over med champagne, overmod og store planer og gode intentioner for det kommende år. Højtflyvende tanker og ønsker om det gode (eller bedre) liv.

Vi er overmodige, kan alt – fra i morgen af, altså – men i aften skal der festes og vi skal give den gas, tænker vi.

I år holdt jeg den mest low-key nytårsaften nogensinde, og alligevel en noget mere munter pendant til sidste års kaos med en præmatur baby og livet på sygehuset, som følge heraf. Det var der sgu ikke meget fest over.

I år kom maden udefra og vi var bare os – far, mor og børn på den afslappede måde.

Halleluja! Nytårshatte, serpentiner og balloner i hele stuen, hindbærjuice i champagneglas med paraplyer og sugerør og hele svineriet.

Klokken 20.00 hoppede vi alle ud over kantstenen og råbte godt nytår og skålede og så var festen forbi for de to smås vedkommende.

Begge knaldede brikker. Forældrene knaldede ikke så meget, selv om det var intentionen. Vi var simpelthen for trætte.

Og det synes at have været en alt for gennemgående tendens i 2014. Der har simpelthen hverken været overskud til at se hinanden dybt i øjnene eller have megen aktion i dobbeltsengen.

Først var der et kejsersnit og intet privatliv på en hospitalsstue. Så kom vi hjem fra sygehuset og hverdagen startede igen og vi var ved at dejse omkuld af træthed konstant.

Så begyndte den lille at sove igennem, men den store at vågne mange gange om natten og hendes kontaktbehov voksede til noget nær størrelsen af Lolland-Falster efter måneders adskillelse fra mig og hun sov hver nat i vores seng.

Og det blev jeg endnu mere træt af og i takt med at barselslivet blev tungere og tungere (og min badevægt nikkede genkendende til problematikken) og manden arbejdede mere og mere, dalede min lyst til lig nul. Og der har den så været i et stykke tid.

Der har slet, slet ikke været det overskud til at ”finde hinanden igen” efter præmatur fødsel, alvorligt sygt barn og hele det generelle cirkus, vi kalder småbørnsfamilie med to udearbejdende forældre.

Og vi har ikke været alt for gode til at tale om det, når vi skal være helt ærlige.

Faktisk har vi ikke talt rigtigt sammen i lang tid, men heldigvis har ægteskabet og sammenholdet ind til videre været stærkt nok til, at vi kan se hinanden langt ud i fremtiden. Og det er jeg ret taknemmelig for.

Men NU er det 2015. Et nyt år kalder ligesom på forsætter. Så her kommer de:

  • Mere sex til folket! Prøve at finde kæresten i min mand – ham, jeg forelskede mig i for snart 10 år siden. Mon jeg kan huske, hvordan man gør?
  • Være langt bedre til at tænke på mig selv og ikke kun på familiens daglige overlevelse velbefindende
  • At være en gladere mor, for det har jeg godt nok ikke været i 2014
  • Lytte mere til min ældste – sådan rigtig lytte – og give hende længere snor i mange situationer. Trække mig tilbage og lade hende sætte kursen langt mere
  • Finde nye veje i mit arbejdsliv, for når jeg skal være ærlig, er jeg måske nok vokset fra det sted, jeg er nu. Den ubekendte faktor er så bare, hvilken vej, det skal gå…
  • Gentænke prioriteterne i familien. Hvad og hvem betyder noget og hvordan kan jeg frigive mere tid til dem og det? Hvad dræner mig og hvad fylder mig op? Hvilke kampe skal jeg tage og hvilke skal jeg lade passere?

Dét håber jeg at komme i mål med i 2015.

Godt nytår til jer alle!

Møs fra Mette