Skidt for sig og snot for sig

Syge og snottede børn er en stor udfordring for arbejdslivet

Ved du hvad? Jeg synes ikke, der står så meget i moderskabs-manualerne om, hvor pokkers svært det er at dele sig ligeligt mellem to børn.

Og slet ikke imellem to syge børn – på samme tid!

Det kunne der altså godt være en overlevelsesguide til, hvis du spørger mig!

Her på matriklen kan vi p.t. mønstre en tumling med mellemørebetændelse og snot, og en baby med voldsom forkølelse, feber, tigerspring og tænder på vej.

OK, tigerspringet er ikke en sygdom, men trækker på kræfterne alligevel.

De skriger i stereo og sover af h****** til begge to og jeg hænger snart i laser af træthed og frustration.

Begge får antibiotika og jeg hepper på, at det snart virker! Kom bedring, kom nu!

Behøver jeg sige, at jeg ikke når noget som helst andet end at løbe mellem dem, trøste og tørre snot væk i lange baner.

Hvordan kan to SÅ små mennesker indeholde SÅ meget snot?!??!

Hjemmet ligner simpelthen Jerusalems ødelæggelse. Vasketøjet hober sig op, opvasken fylder køkkenbordet og nullermændene synes at kopulerer i hjørnerne og formere sig hurtigere end kaniner.

Og alt jeg kan gøre, er at sidde med et barn på hvert lår og se på ”herlighederne”.

Og så kommer jeg til at tænke: Hvad ville man egentlig helst?

To syge børn samtidig, men dermed også være larmende utilstrækkelig, når man skal dele sig mellem poderne?

Eller at have et barn sygt af gangen, og have tid til at pleje dets mindste behov, men til gengæld have syge børn på skift og hele tiden?

Nah, der er ikke rigtig noget af det, der lyder vanvittigt tiltrækkende, vel?

Syge børn har i hvert fald været en af de største udfordringer for mig i min nu 3,5 årige karriere som mor.

Jeg bliver gang på gang vildt bekymret og ved ikke, hvad jeg helt skal gøre, for at gøre det bedst muligt for børnene.

Og så finder jeg jo ud af det alligevel på den ene eller den anden måde, efter at have løbet rundt som en hovedløs høne i et døgns tid.

Men med to børn i institution, så er vintermånederne et sandt minefelt af snot og virus og hverdagen kører i en vekselvirkning imellem at sætte alt på stand-by de første par dage (halleluja for barns første og anden sygedag!) og dernæst total panik for at finde alternativ pasning (halleluja for bedsteforældre!).

Herefter ånder man lettet op og går i gang med at rydde op i den krigszone hjemmet har udviklet sig til og alle arbejdsopgaverne på jobbet og bum, så ringer institutionen igen og så starter showet forfra.

Jeg er virkelig glad for, at jeg lever i et land, hvor overenskomster gør det muligt for mig, at tage fri en eller to dage, når mine børn er syge.

Det kan både børn og voksne godt nok være taknemmelige for i vores lille land!

Ellers ved jeg simpelthen ikke, hvordan det på nogen måde skulle hænge sammen.