Close
Fordomme og forældreskab
facebook pinterest twitter

Fordomme og forældreskab

Avatar
friluftsmor 23 november 2015, 20:07

Jeg tror det er på tide jeg kryber til kortene og erkender at det at blive mor ikke er som jeg forventede.

Men hvad forventede jeg egentlig? Jo jeg havde vildt mange gode ideer i mit hovede omkring hvordan jeg ville og vil opdrage min dreng, og ligeså mange ideer om hvad jeg i hvert fald ALDRIG ville gøre.

Men hold da magle (ja jeg er fra jylland) hvor er jeg på bare 14 måneder blevet klogere. Lad os bare starte ved de første par døgn efter fødslen. Jeg var før fødslen bare klar, det samme var farmand, SÅ klar faktisk at vi ikke anede hvad vi skulle ønske os i barselsgave, for vi havde ALT!

At jeg så ikke lige havde regnet med hvor meget sådan en lille baby kræver. Det fik min verden til at vælte, ja vælte! Jeg hylede on/off i en hel måned!!!! Intet jeg gjorde mente jeg at jeg gjorde godt nok. Det mindste pip fra min lille fyr og jeg havde min mor i den anden ende af telefonen og jeg græd ALTID!
Jeg kunne bande og svovle over de skide hormoner der bare fik mig helt op i en lykkes rus, men som også gjorde at jeg i den første måned havde ALLE tegn på en fødselsdepression.

Det skal siges det udviklede sig heldigvis ikke til en, men både jeg og min kæreste var bange for at det bar den vej fordi jeg bare fortsatte med at græde og bebrejde mig selv.

Da jeg efterhånden havde fået og vide fra hele mit bagland OG min sundhedsplejeske at alt jeg gjorde var pisse godt, begyndte jeg stille og roligt at få en anden ro på mig selv. Jeg følte og føler stadig jeg vokser med opgaven, for hold op hvor lærer jeg meget af min lille dreng hver evig eneste dag.

Videre til en anden ting som kom bag på mig. Hvor er vi vildt gode til at komme med fordomme, og det går vildt stærkt! Jeg har selv stået i et supermarked og tænkt, hooold da op så få dog styr på den unge, eller mødt en barnevogn i en bus kl 22/23-ish på en hverdag!! Ramaskrig var der bare oppe i mit hovede og det er bare nogen af de ting jeg selv har tænkt. Endda da jeg havde stor og tyk mave på.

Lige indtil den dag hvor jeg selv sidder i en bus på vej hjem fra min bror, på en hverdag og klokken har passeret 22. UPS! Hvorfor sidder jeg så i den bus? Jo, det gør jeg fordi vi er på vej hjem fra en hyggelig eftermiddag hos min bror, hans kone og deres børn. Min lille dreng er blevet puttet helt til normaltid ude ved min bror, i sin barnevogn og sover faktisk stadig i bussen på vejen hjem. Og er vi ude ved min bror hver dag? nej, så det er ikke hver dag han oplever at skal flyttes i en bus på det tidspunkt af døgnet.

Dette er bare få af mange kameler jeg har måtte sluge i min stadig korte periode som mor, og jeg er slet ikke i tvivl om der vil komme mange flere, for slet ikke at tale om når der engang kommer en lillebror eller lillesøster.

Jeg synes blot jeg vil erkende, JA jeg havde fordomme og JA jeg sluger mine kameler en efter en. Det er rart at vide man stadig kan blive klogere, og jeg tror vi kunne lærer meget af hinanden hvis vi bare turde sænke paraderne og fortælle hvordan det virkelig hænger sammen.

God aften.

storm går med bøjler