Close
Hvad er egentlig virkeligt?
facebook pinterest twitter

Hvad er egentlig virkeligt?

Avatar
friluftsmor 28 juli 2016, 11:42

Jeg kunne godt tænke mig at skrive om et emne som jeg synes fylder rigtig meget i alle vores liv. Nemlig de sociale medier og hvordan man begår sig her. Hvor virkeligt er det der kommer på facebook og danner det virkelig et billede af hvordan det moderne menneske er?

Mit svar er NEJ.

PAS PÅ!

Det bliver mere og mere vigtigt for mig at tage et filter på når jeg klikker mig rundt på forskellige sociale medier. Det hele er jo rosenrødt, alt går som det skal på alles facebook opdateringer. Der fremkommer den ene supermor efter den anden, der når træning, hente børn og sågar at lave aftensmaden. Og det slår mig, nu hvor jeg selv er blevet mor, er det virkeligt? Hvis ja, hvordan gør de så? Jeg er ikke helt med.
All mulig respekt til de mødre der faktisk når det og stadig har et smil på læben, og overskud nok til at smide det på facebook, WOW!

Og derfor siger jeg, pas på! Pas på at man ikke tager alle de positive opslag som værende det eneste der sker i folks liv. Der vil være dårlige dage i alles liv, der vil være sygdom, der vil være ubehag og der vil være ting som folk ikke har lyst til at snakke om men som vi er nødt til at snakke om.
Vi må ikke glemme at livet kun består af glansbilleder, selvom meget af vores liv foregår på facebook, så er virkeligheden bare en anden og det skal man lige holde fast i.

Tabu

Gemt inde i det store netværk af overskudsmennesker, er det svært at tale om noget der er svært. Noget som gør ondt, noget som endda kan give ar på sjælen.
Kan I mærke det bliver lidt ubehageligt nu? det skal det ikke være, det MÅ ikke være ubehageligt for der er flere og flere mennesker der har en hverdag som de overhovedet ikke føler de kan tale om, fordi de tror de er helt alene omkring det.

Og derfor så glæder det mig, når jeg ser opslag som har med mennesket inde bag ved at gøre. Mennesket som faktisk bare er et menneske… ja og hvad er det?
fejlbarligt!
Og så er det sandt!

Tag nu fx min svigerinde (Sidsel’s Verden her på min-mave bloggen), hun har borderline, en psykisk sygdom som ikke mange forstår, men hooold nu op, vi tør heller ikke tale om den. Men det gør hun, og der skal altså lidt mere end bare overskud til for at stille sig frem og sige HEY! sådan her har jeg det faktisk.

Og hendes blog bliver læst af virkelig mange, og hvorfor? måske fordi der er nogen der har det som hende men ikke tør gå nogen steder hen?
Det er vigtigt der bliver taget hånd om mennesker som fx min svigerinde, de må ikke bare gå i glemmebogen, pakkes væk eller noget helt tredje bare fordi VI som medmennesker ikke aner hvad vi enten skal gøre eller sige til det.

Bare den måde vi omtaler vores medmennesker på, og specielt dem med ondt i sindet, har stor betydning. Læg mærke til mit valg af ord. Min svigerinde HAR borderline. Normalt ville mange med ondt i sindet og deres bekendte beskrive det som at den og den person LIDER af _______. Men vi taler bare så lidt om det at man ikke ved hvad man skal sige, gøre eller noget som helst. Der er ingen grund at gøre det endnu mere modbydeligt at tale om ved at sige at folk lider af noget. Så kommer vi ingen vegne.

Hvorfor

Men igen HVORFOR skal vi altid have noget at sige? Hvorfor mener folk at man skal have et svar på alt.
Vi mennesker er blevet alt for løsningsorienteret og vi tænker kun på at vi jo hellere må have et svar til det som min veninde, ven eller barn kommer med.
Det behøver vi altså ikke, det er okay at stille spørgmsål, det er okay ikke at have et svar parat. Hvorfor er vi så bange for det?

Tænk nu hvis folk fandt ud af at mit liv måske ikke er så rosenrødt som jeg viser det på facebook. Og der har jeg kun at sige.
Det er facebook, selvfølgelig lægger man glade ting op. Man lægger billeder op af en fuldstændig udhvilet dreng som har sovet 12 timer, og derfor har man selv fået 8, så man er bare på toppen.
Man lægger jo ikke billedet ud af en pisse træt dreng som ingen søvn har fået fordi snotten render fra næsen og han i øvrigt har 40 i feber og mor her ligner udskidt æblegrød (perfekt selfie).

Altså, lad være med at lade dig tro at du er den eneste i verden der synes livet er pisse hårdt engang imellem. Lad være med at tro du er helt alene. Snak med nogen om det, og sig gerne “jeg behøver ikke svar, men er du sød lige at lytte”.
Ikke alt i verden kan besvares, behandles eller ordnes på en dag. Så tag den med ro, og vis lidt af dig selv som menneske, bare engang imellem.

Og med det kan jeg fortælle at jeg vil lægge et opslag op om den første måned som mor og hvordan jeg oplevede det. Og det er ikke kønt, men vi skal snakke om det.

Frisk luft fra
Friluftsmor