Close
Min største frygt
facebook pinterest twitter

Min største frygt

Avatar
friluftsmor 10 maj 2016, 10:30

Jeg har vist aldrig fået løftet sløret for hvad der egentlig var min største frygt før jeg blev mor. Ja faktisk stammer denne frygt helt tilbage fra dengang hvor jeg slet slet ikke var klar til at blive mor!

Jeg tænkte altid, i forhold til spædbørn i sær: “hvordan holder man dem i live?”, jeg fattede det simpelthen ikke. Og det er ikke fordi jeg siger at andre er dårlige forældre, slet ikke! Jeg forstod bare ikke hvordan man gjorde.
Ja, så lidt vidste jeg om børn og babyer 😉 Det er nu ret komisk kan jeg godt se, for jeg fandt i hvert fald ud af hvad ens ører skal kunne klare når der er en lille mavse der er sulten. Hooold nu op mand, de skal nok give lyd fra sig!

Da det ligesom var ovre at jeg ligesom fattede, okay det er faktisk muligt at holde sådan en lille purk i live og det var heller ikke svært at holde dem i live. At holde mit hjerte intakt var noget der var svært med den babygråd, men det er en helt anden snak. Og vi kender den jo alle.

Jeg har dog for nyligt spottet at min frygt blot har skiftet ansigt! Og jo mere jeg tænker over det, jo mere mening giver det.
Jeg har simpelthen den største frygt for ikke at medbringe nok mad til når vi er på farten. Det er uanset hvor længe det drejer sig om, jeg har ALTID pusletasken med hvor der ligger mad i, og snakker vi en hel dag på farten, så pakker jeg til en hel børnefødselsdag! Det er vanvittigt!

Jeg ved ikke hvad det er, men jeg kan bare ikke holde ud at skulle sidde med min dreng i en bus, eller et tog eller bare på gåben hjem fra en eller anden udflugt og så han skriger…. af sult!! Det ville smerte mit hjerte på en måde der slet ikke kan beskrives. Det er så hammer vigtigt for mig at han ikke sulter, jeg ville aldrig tilgive mig selv. Og jeg mener vitterligt at 5 min er nok til at mit hjerte går helt i stykker!

Så derfor pakker jeg altid en kæmpe kuffert, nærmest, med mad… Hehe det er jo ikke fordi der findes dagligvarer forretninger vel? 😛
Ja det virker lidt dumt, og jeg kan godt se det nu jeg sidder og skriver om det, men det er bare noget der sidder i mig og jeg tror ikke det går væk lige foreløbig.

På legeplads og hygge

På legeplads og hygge