Close
Så lad ham dog få fred…..
facebook pinterest twitter

Så lad ham dog få fred…..

Avatar
friluftsmor 5 november 2017, 10:48

Jo længere vi kommer væk fra det lange forløb på Riget, jo mere slår det mig hvor pisse heldige vi er at have fået vores elskede dreng med hjem derfra.

Til jer der ikke umiddelbart kender forløbet med den stærke viking som er vores yngste søn, kan læse min blog føljeton lige her

Det var en hård tid at komme igennem, det er stadig hårdt, men denne tid ser jeg som den hårdeste. KLART! og derfor var jeg også ude og bede om hjælp alle steder jeg kunne, psykologhjælp på hhv Hillerød Hospital, på Riget og sidst er vi blevet tilknyttet et sted der hedder familiehuset efter vi er kommet hjem, det ligger i Hillerød og hele familien er velkommen, også den vilde viking.

Gang på gang får vi dog og vide at vi har taklet situationen SÅ fantastisk. Vi skal ikke gå og vente på en efterreaktion,for måske kommer der slet ikke nogen. Det er psykologer og psyketerapeuters der uafhænging af hinanden bekræfter os i dette. Så selvom jeg har været sindsygt bange for der måske kom en reaktion, så mener disse fagpersoner alle sammen at vi har taklet traumerne IMENS de stod på og ikke bare lukket af for dårlige nyheder igennem forløbet. Det er vi selvfølgelig super glade for!

Der skal slet ikke herske nogen tvivl om at begge mine drenge er mit et og alt, og hvis jeg står en dag og ikke kan være mor overfor dem så føler jeg at jeg har fejlet, derfor har jeg søgt hjælp alle vegne jeg kunne for at dette ikke skulle ske.

De forbudte tanker… eller hvad?

Nu er det ikke fordi vi er super mennesker at vi har kunne gennemstå det her, for der har været ALLE følelser indenover og det er disse følelser jeg vil sætte ord på. For det er følelser som man måske i dagens Danmark tænker “nej det sagde hun bare ikke det der”, eller “hvordan kan man dog sige det”. Og jeg vil give jer helt ret, det er nogle vanvittige ting jeg nu vil fortælle jer, MEN! Det er meget vigtigt at få ud til verden hvad der har foregået inde i mit hoved, for jeg tror på ingen måder jeg er den eneste der har det på denne måde, og det er vigtigt at man ved man ikke står alene med det.

Efter fødslen af den stærke viking lå jeg på opvågning, og jeg hadede at være væk fra min dreng. Jeg havde det SÅ dårligt og jeg løj om hvor mange smerter jeg havde bare for at komme væk fra den ondsvage afdeling og op til min søn, som jeg vidste havde det meget skidt. Da jeg så endelig kommer derop, har han ALVERDENS slanger overalt, jeg kunne nærmest ikke se en baby for bare slanger, hvem var det? Var det min søn? Jeg kunne ikke kende ham og her opdagede jeg den første følelse, en følelse man ikke måtte have. Jeg turde ikke elske ham, jeg turde faktisk på ingen måder knytte mig til ham, for han så så dårlig ud og var koblet til så mange maskiner at jeg var i tvivl om vi overhovedet fik ham med hjem. Det var forfærdeligt at have det sådan, men jeg tror det var mest for at beskytte mig selv.

Jeg havde det på den måde i godt 48 timer før jeg stille og roligt begyndte at holde en lille smule af ham. Jeg turde ikke bare have MOR følelsen, men jeg følte mig som hans primære omsorgsperson og hans talerør, jeg ville vide alt de gjorde ved ham og jeg sang for ham når han havde det forfærdeligt og det havde han hele tiden, på nær når han sov. Jeg fik ham over og amme engang imellem og det var fantastisk og det gik godt. Min mælk løb i hvert fald til.
Inden jer der aldrig har prøvet at stå i en sådan situation eller lignende begynder og himle op om hvordan man dog ikke kunne holde af eller elske sit barn, så forestil jer dette. Jeres lille helt nyfødte baby ligger koblet til SÅ mange maskiner at du på ingen måder kan løfte ham op til dig selv, du har selv fået kejsersnit så du må egentlig heller ikke. Der bliver taget prøver på daglig basis, som gør ondt på ham, som gør ham utryg og det eneste du kan tilbyde er en finger han kan holde i og din sangstemme… og vi taler ikke om timer, vi taler om UGER…! hvor dette står på. Så går man i forsvars mode, det kaldes at være menneskelig.

Her værsg

Tag min finger min dreng….. :'(

De første tre uger lå vi på Hillerød Hospital, og røg ret akut til Riget (læs mere her), hvor vi lå halvanden måned mere. Og her skal jeg ellers love for at der blev taget prøver, vi hadede hverdagene fordi der var der et rend af læger og vi elskede weekenderne hvor der var nogenlunde fri. Fordi den stærke viking skulle have testet så mange forskellige ting så var blodprøver en del af dagligdagen, da man på sådan en lille størrelse ikke bare må tappe blod til man har nok.

Igennem hele forløbet på Riget var der mange dårlige nyheder, og vi tog dem i opløbet. Vi stod ikke bare som papfigurer og lod det ske, vi græd, vi krammede hinanden vi holdte hinanden oppe høvdingen og jeg. Vi lod vores frustrationer komme ud uden at pege fingrer af hinanden om at man var en dårlig forældre eller en dårlig partner. Lunten var kort, uvisheden var ulidelig og der var dage hvor den stærke viking bare havde det RIGTIG skidt, så skidt at han bare kastede op, han skreg enormt meget og alligevel tog de prøver på ham, og hvor man bare ikke kunne være i sig selv mere, der fik jeg nok. Jeg tog mig selv i at tænke “så lad ham dog få fred”,ja som i fred som i så lad ham dog . Jeg kunne ikke længere klare at se mit eget kød og blod ligge der og have det så skidt. På det tidspunkt havde lægerne stadig kun en mistanke om hvad han fejlede han var ikke opereret for galdevejsatresi endnu (hans diagnose, læs her). Jeg hadede mig selv for at have tanken, jeg var i evig kamp med mig selv om at tænke den tanke og ikke bare lade den passere, for den hang ved. Det var nogle hårde timer, dage endda….. Jeg fortalte ikke høvdingen om tankerne for jeg følte mig som en fiasko som mor at tænke sådan om ens eget barn.

På dette tidspunkt var jeg selvfølgelig begyndt at holde mere og mere af den stærke viking, jeg turde stadig ikke helt og holdent sige jeg elskede ham for det gjorde jeg ikke, jeg turde simpelthen ikke. Fremtiden var alt for uvis, ukendt og fremmed. Til en senere psykolog samtale (faktisk først efter den stærke vikings operation) fik jeg fortalt om denne følelse jeg havde haft, og jeg oplevede den faktisk i alt tre gange på forløbet på Riget. Og hun fortrak ikke en mine, hun fortalte mig at det var helt naturligt at tænke sådan, og det faktisk var moderligt at have denne følelse. Som hun sagde jeg ville jo blot min dreng det bedste. Det lettede virkelig mine skuldrer at jeg ikke var helt gak oveni hovedet, og måske endda en dårlig mor for at have disse tanker, for i den situation som vi stod i så kommer sådanne tanker altså helt naturligt.

Billedet er taget da jeg ser den stærke viking første gang efter operationen

At se sit barn sådan her er det mest uhyggelige jeg nogensinde har været ude for!! (efter operationen).

Vi blev jo langt om længe sluppet fra Riget og kom hjem, den stærke viking fik det bedre og vi planlagde faktisk en ferie i det sønderjyske, en tradition vi startede sidste år med Sidsels verden og hendes mand og datter. Vi har begge fået børn næsten samtidig igen og vi glædede os, men så blev den stærke viking selvfølgelig syg, læs her hvad der sker når han gør det. Og her ramlede hele min verden IGEN. Smidt tilbage på Riget allerede efter kun tre uger hjemme (ja første gang det skete var vi kun hjemme i fire dage), og jeg tænkte, hvis det her er mit liv så melder jeg mig fanme ud. Jeg sad i køkkenet på børnekirurgisk afdeling og jeg græd snot! Jeg HADEDE den stærke viking, jeg var vred, jeg var ked af det og jeg havde faktisk mest af alt lyst til at lade ham stå der i køkkenet og skride derfra uden ham. Nu var det nok! Jeg græd fordi jeg havde disse tanker, jeg græd fordi jeg savnede den store derhjemme, som jeg følte jeg konstant svigtede når den stærke viking skulle på Riget, jeg græd fordi jeg ikke følte jeg havde kontrollen over mit eget liv længere, hospitalet var vores andet hjem og jeg ville bare ikke stå i det. Man bliver ENORMT isoleret på et hospital, specielt når man er indlagt med en baby! De følelser blev for meget for høvdingen som gav mig en sindsyg opsang og sagde at jeg skulle huske perspektivet, jeg skulle huske at jeg ikke hadede den stærke viking MEN hans sygdom. Lige da opsangen kom kastede jeg den ud til højre og græd endnu mere, men som tiden er gået siden den indlæggelse så giver det mere og mere mening, for den stærke viking kan jo ikke gøre for han er syg. og det var her det vendte, jeg er nået langt siden den sidste indlæggelse. (vi har været indlagt et par gange siden, men én gang falsk alarm, og så én gang hvor han skulle have lagt mavesonde (ups det har jeg fået fortalt om)).

Jeg tør elske min dreng, jeg kysser og krammer ham hver dag, han bliver kun ældre og han smiler, han leger. Bevares han har også MANGE dårlige dage, og hver eneste dag er fyldt med opkastninger og medicin, MEN han er min søn og jeg elsker ham. Jeg HADER hans sygdom men ELSKER ham, og så længe man holder fast i det så tror jeg virkelig man kan hjælpe sig selv.

Det vigtigste med netop dette indlæg er at der er ikke nogen tanker der er forkerte når man står i en situation som ligner vores. Man lider så meget af afmagt at man ikke kan gøre andet end hvad der til tider kan virke utrolig grusomt. Der hvor man skal passe på er hvis man vil gøre tanker til handling, så har man brug for hjælp og der er masser af hjælp og hente, tro mig. Selvom jeg har haft de værste tanker om min stærke viking, så har jeg fået og vide af alle fagpersoner jeg har været i snak med, læger, psykologer, psykoterapeuter ja alt… at det er normalt når man står i en krisesituation og er bundet på hænder og fødder.

Hvad så i dag?

Jamen i dag så lever vi så normalt som man kan, igen vi har meget medicin, sygdom og kontroller inde på livet, og der er dage hvor jeg har lyst til at stille den stærke viking ud foran døren, bare fordi det bliver for hårdt, MEN det vigtigste er at det blot er en tanke… og ikke en handling#brydtabuet

 

mine drenge

Se bare det billede jeg fik af drengene her til formiddag.