Close
Stop madspild kan godt være et hit for børn
facebook pinterest twitter

Stop madspild kan godt være et hit for børn

Avatar
friluftsmor 27 januar 2016, 10:00

Som jeg før har skrevet så var et af mine nytårsforsæt at stoppe det her massive madspild som jeg synes bare i vores lille familie var alt alt for stort.

Det kræver lidt at kunne overskue hvad der står i køleskabet og man skal liiige huske at tage det med på madpakke eller finde på hvad man dog skal lave med det, men alt i alt går det den rigtige vej synes jeg.

Jeg opdagede i mandags at vores porre var ved at være halvvisne, åååh nej. To stk porre, hvad gør vi lige. Jeg brugte den geniale app der hedder Forresten hvor du blot kan plotte en rest du har ind og det er ALLE rester og så kommer den med nogle forskellige retter du kan lave med denne rest.
Jeg synes at en tærte synes at lyde rigtig lækker og i selve opskriften stod der også at havde man en rest kød eller en anden form for rest grønsag ud over sin porre så skulle man også bare smide det i.

Jeg startede med at lave den nemmeste mørdej ever (jeg anede ikke det var så nemt), og så skulle porren lige steges på panden så den væske der er i grønsager ikke gør tærten sådan helt blød og svampet.
I køleskabet fandt jeg også en rest af nogle kartofler, og en lille smule wok med kylling. I med det hele og så bare i ovnen    med det og så var der sku mad!

Der er flere ting jeg godt kan lide ved denne ret, et er at den er utrolig hurtig at forberede. Og da jeg var alene hjemme med en dreng i spring (Vidunderlige Uger), så er det meget vigtigt for mig at jeg kan være der for ham. Det tog måske lige 15 minutter lige at skylle den næsten visne porre og skærer den ud, smide en mørdej sammen og lige stege væsken af grønsagerne, og så klarer ovnene faktisk resten. Og 15 minutter kunne den lille mand lige klare at sidde på køkken bordet og undersøge en tom æggebakke.

Tærten var et hit hos min lille dreng og vi fik gjort kål på hele fire rester, tre fra køleskabet og nogle halvvisne porre (som faktisk slet ikke var så visne da man lige fik revet det visne væk). Jeg elsker mit nytårsforsæt og jeg elsker min app Forresten.

Opskrift

Du skal bruge:
Porre (gerne andre reste grønsager)
100 gram smør
150 gram hvedemel
1 tsk salt
3-4 æg
1/2 dl creme fraiche (eller en anden form for rest af et surmælksprodukt)
evt kødrester (har du hele filet eller bøffer så skær det op)

fremgangsmåde:
Først laver du mørdejen, jeg smeltede smørret og lod det køle lidt af (ellers stivner ægget når du blander det sammen). Så blander du 1 æg (eller en spsk creme fraiche eller andet surmælksprodukt), mel og smør.
Mørdejen maser du ud med fingrene i en tærteform, stikker huller i den og bager den ved 180 grader i 5 minutter.

tærte

Tærten med rester af grønsager, der er en wokblanding lavet af friske grønsager, gulerod, romanesko og glaskål. Kartofler fra en panderet hvor der var en rest, samt de halvvisne porre.

Snit dine rester af grønsager og kød og steg det ‘tørt’ i en pande så din dej ikke bliver helt svampet. Så fordeler du det hele på din tærtebund og og dæk med en æggemasse der består af 3 æg og en 1/2 dl af et syrnet mejeriprodukt (fx creme fraiche), jeg brugte en rest hytteost der stod i køleskabet og det fungerede fint. Det piskes sammen inden det hældes ud over tærten.
Har du en rest revet ost så kan du toppe tærten med det, jeg havde det ikke så jeg undlod det.

Sæt tærten i ovenen i 30-40 min. ved 180 grader, eller til æggemassen er helt stivnet og gylden. (ved varmluftsovn reduceres tiden en smule).

Rigtig god fornøjelse og lad os sammen stoppe madspild sammen med vores børn.

tærte1

Den færdige tærte og Storm spiste et ORDENLIG stykke af den. Rigtig lækre blødegrønsager til hans lille mund som ikke rummer så mange tænder.
Læg mærke til hytteosten som er blevet dejlig cremet, det smagte pragtfuldt.