Monsteret.

De svedige hænder knuger rattet i bilen, mens “speederfoden” bliver tungere og tungere. Hjertet hammer afsted, og man kan næsten ikke koncentrer sig om trafikken. Man skruer op for musikken, synger desperat med på “se min kjole”. Man åbner for vinduet for at få luft, og for at lyden kan forsvinde ud ad vinduet, i stedet for at bliver indespærret i bilen. Man bliver mere og mere desperat og prøver alle tricks, snakker, griner, syngere højere, det eneste man skal passe på med er, at vise frygt og afmagt, det kan de lugte. Alt er forsøgt uden held, og man håber på at, hvis man bliver stoppet for at køre for stærkt, eller for at overse et eller andet, at politiet vil have forståelse for det, og straks sende os videre. Vi har brug for at komme hjem, og det er nu. man slår sig selv i hovedet og tænker, “det er sgu også ens egen skyld, for ikke at holde øje med tiden, det var jo heller ikke så vigtigt det man skulle”. Tankerne køre rundt i hovedet, men man kan alligevel ikke tænke klart, puha det er ikke for sarte sjæle det her…. Kan i mærke følelsen i maven ? hvis ikke, så tror jeg ikke i har prøvet at køre alene med et monster (baby), der er overtræt og mega sulten. Man kan intet stille op, og pga. de nedrullede vinduer, som jeg bruger som trick, kigger folk mærkeligt efter min bil, Det eneste de kan høre er, børne musik for fuld skrald, og en baby der skriger lungerne ud af selv, mens jeg bare sidder og glor stift lige ud, med røde kinder og skråler med. Gad godt at vide hvad de tænker. “Hvad fanden laver k.. ællingen, kan hun ikke høre baby ikke gider høre se min kjole” eller måske “Hold da kæft, det har jeg prøvet, godt mine børn er blevet store”. Hvad ville du tænke, hvis du så min “monsterdyt” på vejen?.

Men når man så kommer hjem og baby får mad, så bliver det til det sødeste lille monster igen.

Elsker mit monstermonster

 

Fru G