Alene, jubii nu skal jeg da….. øhhhhh???

Er jeg den eneste der har tænkt “Hold kæft hvor bliver det rart når han starter i vuggestuen“? Den tanke har jeg da tænkt nogen gange de sidste 11 mdr. for så skulle jeg have “mig tid” kun mig-mig-mig og mine behove. Tænk at gå i bad uden nogen kigger på, at få lidt søvn uden nogen vækker eller sparker mig, bare kunne gøre lige hvad jeg vil, mmmmm det bliver rart.

Dagen er så kommet, min søn er kørt ind i vuggestuen, og skal være der hel dag for første gang, den store er afleveret i børnehaven, manden er på job og jeg er helt alene hjemme. og ved i hvad? Jeg røv keder mig. Jeg brød tudende sammen da jeg vaskede sutteflasker af. Gik ind på børneværelset og sad og trillede et par tåre, som om jeg havde mistede dem, ej ved i nu hvad, det er sgu da for dumt. Nu havde jeg endelig 6 timer alene, og jeg har ikke lavet en skid andet end og sætte og vente på, at de skulle ringe fra vuggestuen og sige jeg skulle komme og hente ham, men det gjorder de ikke, til gengæld har jeg haft ringet til dem, ikke 1 men hele 2 gange, for at være sikker på alt var okay, nu når jeg ikke hørte fra dem- pinligt ja- men det kunne jo være de havde smidt mit nummer væk. Så alt det jeg ville gøre når jeg fik “mig tid”, har jeg slet ikke fået gjort, fordi jeg har savnet min lille mand, bare det at tage bilen op og handle gjorder ondt i maven, jeg plejer jo at trille med barnevognen , åhhhh hvor er jeg ynkelig. Tænk sig at glæder sig til alene tid, og når den så kommer, så er det ikke lige som man havde planlagt det. Det er ikke min søn der har svært ved at blive afleveret, tværtimod, han har ikke grædt en eneste gang, næ det er sgu mig der har svært ved at give slip på ham… Men tror i bund og grund det hele handler om, at vi ikke skal have flere børn, og min barsel er slut om 3 uger og nu begynder jeg at indse at barselslivet for alvor er slut og ikke kommer igen, næste skridt, ungerne flytter hjemmefra, av mit moderhjerte.

 

Fru G