👋goddag virkelige verden

Har siden november gået i terapigruppe, for tøser med efterfødsels reaktion, men i dag kom den længen frygtede dag, det allersidste møde.

Hvordan kan man komme til at savne noget, man kæmpede så hårdt imod for? Da min sundhedsplejerske sagde hun havde denne gruppe og synes jeg skulle med, var min første tanke, øhhh tak, men nej tak, så kuk kuk er jeg ikke. Men hun er en standhaftig kvinde, og fik mig overtalt, når ja, jeg har jo barse,l og ikke noget andet at lave,  så kunne lige så godt give det et forsøg, et par gange. Men det virker lidt dumt, at jeg sidder og tuder over jeg har for lidt tid, til at nå alt, og hendes svar er, “du skal bare komme i den her gruppe hver torsdag i 2 timer”….. what? Hørte hun ikke jeg ikke havde tid. Nå men jeg prøvede det, og ved i hvad? Jeg faldt pladask for de dejlige quinder, der sad i samme situation som jeg.  Tænk ikke at kende hinanden, men alligevel vide så meget om dem. Jeg blev faktisk lettet  over at vide,  at jeg ikke var den eneste der var “kuk kuk”. at de følelser jeg render rundt med, faktisk er helt normale.

Men som sagt i dag var det sidste møde,  GODDAG VIRKELIGE VERDEN. .. hold kæft det er skæmmende ikke at have,  det faste holdepunkt hver torsdag,  for selvom det er slut, er vi jo ikke i nærheden af at være “friske”,  men som alle andre gratis tilbud, vare det ikke evigt. Så nu må vi håbe på,  at vi er klædt godt nok på,  til at kunne takle de følelser der kommer op i os, i pressede situationer.

Heldigvis har vi tøser besluttet, stadig at mødes et par gange om mdr. Bare uden de “voksne” (sundhedsplejerskerne )…

jeg elsker min “mørke mødregruppe”,  der behøver man ikke sætte en lyserød facade op.

Sammen er vi seje.

Fru G