Påskeægget er ikke modnet

20150402_123902

Tror vi alle kender det, vi har så gode intentioner, “når jeg får børn, vil jeg aldrig…..” og alligevel ender vi konstant i situationer, hvor man bryder de ting, man havde lovet sig selv. er man så en dårlig forældre? Eller er man et helt almindeligt menneske, der har sovet lidt for lidt, og har lidt for meget om ørene (i mit tilfælde en fødselsdepression) , til at gide og stå og forklare en 4 årig, hvorfor vi siger som vi gør.
Når ens krop er holdt kunstigt i live af energidrik, fordi det kun blev til 4 timers søvn om natten, så snupper jeg den hurtige udvej

Lad os nu bare være helt ærlige, vi kan gøre det på 2 måder. Vi kan være meget pædagogiske, og forklare dem, på en meget stille måde, hvordan verden hænger sammen, og inden man er er færdig, er ungen gået videre med et nyt projekt, og så har man stået i 30 min, og fyrret pladder af for sig selv. Eller man kan stikke dem en “lille plade”, og så komme videre med dagen.

jeg stod, med mine 2 unger i føtex, og min 4 årig sagde “ jeg vil gerne bed om et påskeæg“, hvorpå jeg hørte mig selv sige, ” jamen de er slet ikke modne endnu, desværre, det bliver de først til påske“. Den godtog hun med et suk og et “øv”, men der var en dame, der sendte mig dræberblikket, og så stod jeg der og tænkte ” er jeg en dårlig mor, fordi jeg ikke bare gad sige nej og tage kampen op”????????

Hvor mange har ikke sagt “ desværre, hjemisbilen ringer kun fordi der er udsolgt” eller “bilen kan ikke køre, hvis alle ikke har sele på” Herhjemme hedder det sig også, at dronning Margrethe holde øje med, om man spiser og er sød. Denne lille historie kom frem da Freja var 2 år, og dronningen holdt nytårstalen, Freja havde været lidt umulig og gad ingenting, så kom jeg til at sige “se det er dronningen og hun bestemmer over hele Danmark, og hun holder øje med om man er sød, og spiser” bum det virkede.

Jeg tager da også kampen op, Det skal ikke lyde som om, jeg er en mor der bare siger okay og lyver om alt. Men når først man har stået og diskuterede med en 4 årig, mens man har en grædende baby på armen, og til sidst bliver nød til at sige “jamen så gør det da, men du får ikke lov fordi du er hysterisk, men fordi jeg har skiftet mening” (ja right, hvem prøver man på at narre), ja så finder man hurtigt udad, at man skal vælge sine kampe med omhu. For følelsen bagefter er bare, ups, 1-0 til ungen, men hold kæft hvor blev der bare dejlig roligt… Er jeg en dårlig mor, for bare at vil have lidt ro i en meget støjende hverdag??paaskehoene

Fru G 😉